Så er det slået fast. Jamaicas Usain Bolt har også tænkt sig at dominere de korteste løbedistancer i denne sæson. Inden onsdag aftens stævne i tjekkiske Ostrava tilhørte årets hurtigste 100 meter-notering amerikaneren Michael Rodgers med tiden 9,94 sek. I aftes løb Bolt så i 9,77. Sådan.
Det ville for fire år siden have været ensbetydende med verdensrekord, men i øjeblikket lyder rekorden på den korte sprint 9,69 sek., og den tilhører Bolt, der vandt OL-guld med den præstation sidste år i Beijing. Bolts tid i går var den sjette bedste notering nogensinde og må være en stor opmuntring for den 22-årige atlet efter hård grundtræning tidligere på året.




























