Fodboldlandsholdets anfører, Jon Dahl Tomasson, advarer mod at tro, at Danmarks billet til VM i Sydafrika allerede er indløst trods det gode udgangspunkt i VM-kvalifikationsgruppe 1, hvor Danmark har distanceret de formodet værste rivaler, Sverige og Portugal, med syv point.
»Der er stadig vigtige kampe tilbage, og især Ungarn puster os i nakken. Det gælder bare om at holde tungen lige i munden og få det lukket i en fart. For det kunne være lækkert at kunne afgøre det inden den sidste spillerunde mod Ungarn. Alle kigger på Sverige og Portugal, men vi har helt glemt Ungarn«, siger Jon Dahl Tomasson til B.T.



























