Jamen AaB dog. Hvad er der dog sket med sidste års mesterhold, som vi alle beundrede så meget og hyldede i det tidlige forår, da aalborgenserne i overbevisende stil drog videre fra Champions League-gruppespillet og kørte over spanske Deportivo la Coruna i Uefa Cuppen og var et straffespark fra også at slå Manchester Citys multimillionærspillere ud? I månedsvis har aalborgenserne ikke kunnet vinde en turneringskamp (nu 17 i træk uden sejr), og 1-3-dukkerten torsdag aften i Sarajevo mod Slavija i Europa League-kvalifikationen var en ydmygelse og en fiasko, som giver anledning til grundig selvransagelse og kan give store rystelser gennem den stolte klub. Superligaen fik ridser i lakken, da AaB lagde ud med 0-0 på hjemmebane mod bosnierne den aften, da Brøndby lod sig besejre af FC Flora Tallinn, og AaB’s exit gav dansk klubfodbold en kæmpebule i renommeet. Det særligt bekymrende var, at AaB-spillerne – som den dybt skuffede sportschef Lynge Jakobsen konstaterede – ikke investerede nok. Mistet lidt af gnisten? Er de mætte efter et par gode år, for tilfredse og har mistet lidt af gnisten? Hvorfor er indstillingen ikke i orden? Det må hver enkelt spørge sig selv om, og Magnus Pehrsson skal træde i karakter og forlange noget mere af sine godt betalte professionelle spillere. Formår den unge svenske træner ikke at overføre og få holdet til at udføre de utvivlsomt mange gode ideer og planer, han har? Der skal sejre til nu, hvis samarbejdet mellem AaB og Pehrsson skal bære frugt og blive langvarigt. Trods AaB-nedturen: Dansk fodbold er, såvel på landsholds- som på klubplan, stadig nummer 1 i Skandinavien. Efter 1-0-sejren over svenskerne i Stockholm rykkede det danske landshold – på kurs direkte mod VM-slutrunden næste år – op som nummer 15 på verdensranglisten. Sverige, der er i store vanskeligheder i kvalifikationsgruppen, er nede som nummer 42. Og Norge, som har måttet genindkalde trænerguruen Egil ’Drillo’ Olsen, uden at det har hjulpet landsholdet meget, ligger nummer 50. På klubplan var Danmark nummer 16 i Europa ved sæsonstarten, Norge nummer 19 og Sverige nummer 24. Ligesom Danmark sagde Sverige og Norge i ugens løb farvel til hver ét hold i europaturneringerne. Svenskerne mistede mesterholdet Kalmar i Champions League-kvalifikationen, og nordmændene måtte til deres store overraskelse og forskrækkelse se mægtige Rosenborg, trænet af AaB’s tidligere mestertræner Erik Hamrén, forsvinde ud af Europa League.
Mandede sig op i Estland
FC København, Brøndby, der mandede sig flot op i Estland, og Randers FC har skaffet point, så Superligaen rykker opad på ranglisten.
Og udsigten til om et par år at få et dansk hold direkte ind i Champions League uden at skulle spille kvalifikationskampe er blevet rigtig god. Kronjyderne kan næppe slå Hamburger SV over to kampe i næste kvalifikationsrunde i Europa League, hvorimod OB er favorit mod makedonske Rabotnicki, og Brøndby bør kunne spille lige op med polske Legia Warszawa.




























