Fabio Baldas: »Hvordan går det?«. Luciano Moggi: »Okay«. Baldas: »Nu skal du høre, vi har ikke så meget. Der er kun Rodomonti (dommer i en af weekendens kampe, red.). Er det okay, hvis vi sætter ham i et dårligt lys?«. Moggi: »Naturligvis«. Baldas: »Og hvad så? Der er selvfølgelig altid Siena-Fiorentina ...«. Moggi: »Men var der straffespark?«. Baldas: »Ja, for fanden! Og det er jo Rosetti (en anden dommer, red.). Du kender ham, skal vi hænge ham ud?«. Moggi: »Nej, lad ham være. Drop Siena-kampen«. Baldas: »O.k. ... Hvis jeg har brug for en tjeneste en anden gang, er du så mand for det?«. Moggi: »Ingen problemer«. Baldas: »Ringer du snart igen?«. Moggi: »Ja, snart«. Baldas: »Fint. Farvel«. Ordvekslingen mellem Juventus’ daværende sportsdirektør Luciano Moggi og Fabio Baldas, kommentator på fodboldprogrammet ’Il Processo di Biscardi’, fandt sted i oktober 2005. Men hvad ingen af de to kunne vide var, at denne dialog – sammen med hundredvis af lignende telefonsamtaler – skulle løfte politiets bevisbyrde i den såkaldte Calciopoli-sag kun ni måneder senere.
Ultilfredsheden med Moggi vokser
Op gennem 1990’erne var Moggis utilfredshed med mediernes behandling af Juventus vokset støt, og han ønskede brændende at gøre sin indflydelse gældende. Logikken var klar: Det kan godt være, at 40.000 har overværet en kamp på stadion og ved, hvad der faktisk er hændt – men hjemme bag tv-skærmene sidder millioner af sjæle, der nemt lader sig manipulere af autoriteter som Baldas.
Baldas og Moggi talte sammen før hver eneste tv-udsendelse for at klarlægge programmets vinkel og eventuelle konklusioner. Og den tidligere Fifa-dommer var vel at mærke kun ét navn blandt mange på Moggis telefonliste. Dér fandtes ligeledes dusinvis af nøje udvalgte dommere, spillere, trænere, dommerchefer, toppolitikere, agenter og ledere. Politiets undersøgelser viste desuden, at Juventus-direktøren modtog ikke færre end 416 daglige opkald fordelt på seks mobiltelefoner og 300 SIM-kort. I løbet af en periode på ni måneder foretog eller modtog Luciano Moggi 100.000 opringninger. »Moggi var kongen blandt de italienske sportsdirektører. Det er der ingen tvivl om. I Napoli i 1980’erne og i Juventus frem til Calciopoli herskede Moggi i sit eget personlige magtsystem. Han var uhyggelig indflydelsesrig«, fortæller John Foot, adjunkt i moderne italiensk historie ved University College London og forfatter til mammutværket ’Calcio – A History of Italian football’.



























