Christian Poulsen og Juventus hører sammen igen. En lettet og glad dansk landsholdsspiller kunne inden VM-truppens træning i Helsingør, to dage før venskabskampen mod Chile i Brøndby, fortælle, at han er tilbage i den italienske serie A-klubs førsteholdstrup.
Det er en nyhed, som landstræner Morten Olsen er meget glad for. En Christian Poulsen i topform betyder en masse for VM-holdet, der 5. september møder Portugal i Parken og - hvis alt går vel - kan være blot fire kvalifikationskampe fra at have kvalificeret sig til VM-slutrunden næste år i Sydafrika.





























