Til trods for at han blev passeret to gange i kampen mod Chile, ligner FC Københavns Jesper Christiansen manden, der skal vogte målet for Danmark, når landsholdet skal forsøge at tage et afgørende skridt mod VM-slutrunden i hjemmekampen mod Portugal 5. september. Anderledes er det svært at konkludere oven på testopgøret, hvor han og Brøndbys Stephan Andersen fik hver en halvleg til at overbevise Morten Olsen om, hvem der skal være nøgleopgørets foretrukne keeper i karantæneramte Thomas Sørensens fravær.
LÆS OGSÅ Danmarks debutanter gjorde en forskel
Selv om Morten Olsen aldrig vil lade en udtagelse afhænge af enkeltstående præstationer, så er der næppe tvivl om, at Jesper Christiansen allerede før kampen i aftes havde et forspring i den interne målmandsduel i kraft en fremragende indsats for sit klubhold mod Stabæk i Champions League-kvalifikationen. Og det forspring øgede FCK’eren mod Chile – dog ikke så meget på grund af egne aktioner som Stephan Andersens mangel på samme.
Fire farlige situationer
I første halvleg på klubbens eget græs var Brøndby-målmanden i boldkontakt en snes gange – eller burde måske rettere sagt have været det.
Fire gange i løbet af kampens første ti minutter, hvor de chilenske hvirvelvinde i ekstraordinær grad drev gæk med hele det danske hold, viste Stephan Andersen usikkerhed i situationer, hvor der ikke syntes at være presserende grund til det.
Han ikke mere end stoppede såvel et indlæg som et frispark, så bolden blev liggende i farlige positioner midt for mål, tøvede ved et farligt frispark og gik fejl af en centring fra Chiles højre fløj. At Stephan Andersen som sin næstsidste handling i landskampen fik fistet et skud fra Alexis Sanchez over mål fjernede ikke indtrykket af en vis usikkerhed og mangel på autoritet. Større sikkerhed Jesper Christiansen åbnede og lukkede sin anden halvleg med at holde langskud og kommunikerede undervejs mere direkte og utvetydigt med sit forsvar end Stephan Andersen. Det er den slags kvaliteter, der er brug for i en kamp med point på højkant mod en formodentlig langt mere afventende modstander. Portugiserne må ganske enkelt ikke få skabt så mange farlige situationer, som Chile gjorde.



























