Et taberhold mod et vinderhold. Hertha Berlin mod Brøndby.
Det tyske hovedstadshold har i løbet af otte dage tabt to Bundesligakampe foruden at lide 2-1-nederlaget i Brøndby for en uge siden, mens Brøndby i samme tidsrum har vundet to gange i ligaen. Gode resultater fører til bedre spil, har Brøndbytræner Kent Nielsen ofte sagt, og 3-1-sejren i Randers forrige søndag gav bronzevinderne det selvtillids- og optimismeskub, der førte til en fornem holdpræstation mod tyskerne i den første playoffkamp og så en fin målfestforestilling mod stakkels HB Køge i søndags.




























