»Nu har jeg fået det spørgsmål ni gange – og svaret er det samme. Nej, træneren bliver ikke fyret«.
Randers FC-direktør Jacob Nielsen så træt ud, tydeligt mærket af endnu et superliganederlag til kronjyderne – det ottende i sæsonen, hvor de kun har hentet et enkelt point, mod FC Nordsjælland på et overtidsmål af Søren Berg – da han skulle ’stå til regnskab’ over for pressen efter 0-3 mod FC København. Fighterens hold blev ydmyget Et kvarters tid forinden var Jacob Nielsen og cheftræner John ’Faxe’ Jensen efter sidste dommerfløjt blevet trøstet med omfavnelser og skulderklap ude ved sidelinjen af FCK-træner Ståle Solbakken og FCK-bossen Flemming Østergaard. Træneren, der som spiller var en af de største fightere af alle på en fodboldbane, var blevet ydmyget i første halvleg, da hans hold ikke gav FCK nogen modstand.




























