Ligalandsholdet i fodbold skød VM-året 2010 i gang på overlegen vis i den thailandske provinsby Korat ved at vinde Kings Cup-turneringen for anden år i træk. Og landstræner Morten Olsen kunne være meget tilfreds med spillet og indstillingen, den viljestyrke og den ambitiøse udstråling, superliga-spillerne i truppen viste hele vejen igennem.
Danmark vandt den sidste kamp 3-0 over værterne og tog førstepladsen med maksimumpoint efter tre kampe. Polen blev nummer to med seks point, Thailand nummer tre med tre, mens Singapore sluttede sidst uden point.




























