Fire svenskerscoringer og en koncentreret indsats i anden halvleg sikrede FC København en sikker sejr på 4-0 på udebane over Vejle Boldklub. Både Fredrik Berglund og Tobias Linderoth scorede to gange, og de tre point betød, at det danske mesterhold kravlede helt til tops i SAS Ligaen inden søndagens kampe. Det er urimelige hold! Sådan ville det have lydt, hvis de to hold i lørdagens SAS Liga-kamp stod over for hinanden i en skolegård. De to holds styrkeforhold svarer til, at Ståle Solbakken havde været førstevælger på alle pladser, mens Vejle-træner Kim Poulsen måtte nøjes med de tilbageværende 11 spillere. Brokkede sig ikke Men de rødklædte spillere fra hjemmeholdet brokkede sig ikke. Tværtimod tog de kampen op mod overmagten, og hvis hjemmeholdets Brian Nielsen havde haft lidt mere rutine og held, havde kampen fået en meget overraskende start. Først brændte den 19-årige spiller, da han var helt blank foran mål, og efter en halv time sendte han flot et frispark på underkanten af overliggeren, men bolden landede på mållinjen og sprang i spil igen. Det kunne have stået 2-0 til Vejle, men problemet for hjemmeholdet var, at bolden ikke kom over stregen - og så lige at Tobias Linderoth mellem de to Brian Nielsen-chancer viste høj klasse ved at score på noget, der egentlig ikke lignede en stor chance. Bolden blev spillet på tværs til den svenske midtbanespiller, som langt uden for feltet overraskede i hvert fald Vejle-målmand Theis Rasmussen ved at sparke dybt i bolden. Mens U/21-landsholdsmålmanden kun langsomt begyndte at ane, hvad der var på færde, passerede bolden over ham i en nydelig bue og helt ind i målet. Debut til Takacs Vejle gav debut til den nyindkøbte ungarske back Akos Takacs, der til tider havde store problemer med at kontrollere Razak Pimpong i første halvleg. Ungareren bør prise sig lukkelig for, at en lyskeskadet Jesper Grønkjær havde meldt afbud til kampen. For FC København var kampen på Vejle Stadion også en generalprøve forud for opgøret på Amsterdam Arena fire dage senere. Her er det danske mesterhold tvunget til at vinde over Ajax, hvis holdet skal gøre sig håb om Champions League-kvalifikation. Klart, hvem der var mester Derfor nytter det ikke noget, at der skal være tvivl om resultatet i en kamp mellem top og bund. Ståle Solbakken var tilsyneladende af samme opfattelse, og efter en opsang og to udskiftninger i pausen stod det pludselig soleklart for de 5.400 tilskuere, hvem der var mester, og hvem der var oprykker. Københavnerne skruede tempoet i vejret, og Vejles forsvar magtede ikke længere at dække op. To mål af Fredrik Berglund - det sidste på oplæg af målmand Jesper Christiansen, satte proppen i en kamp, der reelt blev afgjort, da FCK gik på banen til anden halvleg med en topprofessionel indstilling. Fredrik Berglund blev dog ikke eneste svenske dobbelte målscorer. Det sørgede Tobias Linderoth for, da han med et vidunderligt frispark scorede til 4-0. Mens FC København således fik en fornuftig optakt og tre point ud af kampen, så gik Vejle igen pointløst fra banen. Seks kampe og nul point er holdet noteret for.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Så meget utilfredshed og en guitarsolo mast ind på et minut og 40 sekunder. Det er verdens ottende vidunder
-
Den 27-årige mand talte med sin mor i telefonen, da hun pludselig råber: »Bjørn! Bjørn!« Så blev forbindelsen afbrudt
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























