Beckenbauer burde også være dommer

Den tyske fodbold-kejser Franz Beckenbauer kommer med kraftig kritik af spillernes skuespil på banen - og spillernes appeller til dommerne om at uddele flere kort. - Foto: AP
Den tyske fodbold-kejser Franz Beckenbauer kommer med kraftig kritik af spillernes skuespil på banen - og spillernes appeller til dommerne om at uddele flere kort. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Hvis Franz Beckenbauer var fodbolddommer, ville han ikke tøve med at give et gult kort til den spiller, der i kampens hede i ord og med fagter appellerer til manden med fløjten om at tildele en modstander en advarsel - eller et rødt kort. Nu er kejser Franz ikke også dommer. Han er så meget andet. Han har rigeligt at se til stort set døgnet rundt. Han flyver (i privat helikopter) og farer Tyskland rundt under VM-slutrunden og har hele tiden travlt med at komme videre fra den ene opgave til den anden. Fra ærestribunen på stadion til et tv-studie, hvor han giver en ekspertkommentarer, til det næste møde i FIFA's VM-organisationskomité eller til et møde med pressen, som i går på det fornemme Hotel Adlon Kempinski under lindetrænerne midt i Berlin, hvor han sædvanen tro var den første af VM-bosserne, der vinkede farvel og lynhurtigt forsvandt - for at flyve til et nyt møde formentlig. Vil slå ned på skuespil Men - det ville faktisk være udmærket, hvis Franz Beckenbauer også var dommer, så han i praksis kunne føre sin idé ud i livet: At straffe de irriterende, ukollegiale og usportslige spillere, der har så travlt med at 'kræve' kort til modstanderne. De bør bare passe deres egne ting og lade dommeren afgøre og bestemme, hvad der skal ske, og hvilke farve kort der skal uddeles. Franz Beckenbauer har heller ikke brudt sig om de mange situationer, hvor en spiller har simuleret en skade, som skal behandles med det samme. »Hvor er der mange, der falder let og ser lidende ud, mens de ømmer sig efter en nærkamp, men så viser det sig, at de bare prøver at få en fordel ved at smide sig i græsset, så spillet bliver stoppet. Det vil vi ikke have. Spillerne gør det svært for dommerne at lede kampene. Den slags skuespil bør også koste en advarsel«, sagde Beckenbauer. Fodbold er kontaktsport Hvor må man være enig med ham. Det er irriterende med alle de spilstop, der kommer, fordi fair play-tolkningen er blevet så udvandet, at bolden pr. automatik skal losses ud af banen, så snart en spiller ømmer sig lidt. Fodbold er jo en kontaktsport, og man slår sig nogen gange, når man kommer ind i en tackling. Det er helt tosset, at en spiller kan få bremset et farligt modstanderangreb ved at sætte sig på hug eller lægge sig, så dommeren får medlidenhed med ham, og publikum kræver, at spillet stoppes. Nedsæt en kommission! Det en uheldig fair play-vej, fodbolden er kommet ind på her. Franz Beckenbauer havde ikke i går en løsning på, hvordan den problematik skal løses - så han brugte et politikertrick og foreslog, at man måske bør lave en kommission bestående af dommere og spillere, som skal finde frem til 'et kompromis', som han sagde. Men bortset fra det, har det været en slutrunde, som Beckenbauer og organisationskomiteens formand, UEFA-præsidenten Lennart Johansson har været aldeles tilfreds med i alle henseender. Det sagde de i kor. Ikke mindst det tyske folks begejstring, stemningen på de udsolgte stadioner, det gode vejr osv. For få skudforsøg under VM Sportsligt har Franz Beckenbauer ikke været helt tilfreds med det forhold, at der ikke er scoret så mange mål. »Forklaringen? Jeg ved ikke helt hvorfor. Men måske skal man pege på den gamle fodboldsandhed, der siger, at når der ikke bliver skudt meget på mål, så bliver der heller ikke scoret så tit«. »De må skyde mere på mål, spillerne«, synes Franz Beckenbauer, der var en superspiller, en supertræner, en supermand til at få VM 2006 til Tyskland og sikkert også kunne være blevet en glimrende dommer, hvis han havde haft tid. Argentiner får finalen Bedste VM-dommer i slutrunden har argentineren Horacio Elizondo været. Han dømte åbningskampen, og han skal også fløjte i finalen søndag aften i Berlin.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her