Først afdriblede han den store stopper Georg Schwarzenbeck. Så dansede han med bolden for fødderne forbi Franz Beckenbauer. Og til sidst sparkede han den over i den fjerne trekant uden chance for Sepp Maier. Scenen, hvor han udspillede tre tyske verdensmestre, står stadig lysende klar i Oleg Blokhins erindring. Det var i 1975. En kamp mellem Dinamo Kijev og Bayern München i München. Et europæisk supercup-opgør mellem russerne, der havde vundet Europa Cuppen for pokalvindere, og det tyske storhold, som var EC-vinder for mesterhold. »Nok det flotteste mål, jeg har lavet i min karriere«, har Oleg Blokhin sagt. Scoringen bliver stadig regelmæssigt vist i ukrainisk tv med den tyske speakerkommentar: »Das war Weltklasse«. Offensiv strateg Dengang, midt i 1970erne, spillede Dinamo Kijev, med Oleg Blokhin som den offensive strateg og målsluger, noget af det bedste fodbold i Europa. Hurtigt, kombinationssikkert, offensivt. Det var en nydelse at se på. Men hvorfor trække sådan en gammel historie frem nu? Fordi man kan undre sig over, at Blokhin som Ukraines landstræner lader sit hold spille, hvad mange vil betegne som nærmest antifodbold. En kontrapræget stil, lidet publikumsvenlig, en spillemåde, hvor det vigtigste er at lukke helt af bagude og så straffe modstandernes fejl og komme igennem på hurtige kontraløb. Når Blokhin har disponeret og indstillet sit hold, som han har gjort, er forklaringen naturligvis, at han udelukkende er gået efter at skabe resultater. Ikke efter at spille flot fodbold (som han selv gjorde med Dinamo Kijev). Ukraine skulle med til VM - og kom det på bekostning af bl.a. Danmark. Men stilen ville ikke føre til succes i slutrunden, forudsagde Jon Dahl Tomasson, den danske viceanfører, der var sur på ukrainerne over, at de slog Danmark, og over måden de spiller på. Tomassson tog fejl Tomasson har taget fejl. Fredag spillede Ukraine sig i ottendedelsfinalerne med 1-0-sejren over Tunesien. Spillede og spillede er så meget sagt. Der var ikke meget spil i den kamp. Den var forrygende dårlig, tempo- og charmeforladt, en festival i upræcise og umulige afleveringer. To hold, der ikke ville eller kunne noget, to hold, der neutraliserede hinanden og slet ikke vovede noget offensivt før i de sidste ti minutter, satte et foreløbigt lavpunkt i en VM-turnering, som ellers byder på så mange gode og underholdende kampe. Det bedste ved første halvleg er, at der kun er lagt et minuts overtid til, sagde den tyske tv-kommentator. Folk er blevet tribunerne, sagde han da anden halvleg startede. De må håbe på, at der dog sker et eller andet. Det gjorde der. Andrej Sjevtjenko spændte ben for sig selv, da han løb mellem to modstandere, og dommeren gav den ukrainske stjerne straffespark. Det scorede han selv på til slutresultatet. Rødt kort Dommer Amarilla viste til sidst i første halvleg tunesernes forreste mand, Zied Jaziri ud efter en lidt for hård tackling, som kostede advarsel nummer to. Den første fik Jaziri for at forsøge at skuespille sig til et straffespark. Men han er en dårlig skuespiller. Og Amarilla var en dårlig dommer. Hvordan han kunne undgå at se, at Andrej Voronin sprang op og med den ene arm slog til en frisparksbold inde i feltet, var lidt af en gåde. Tunesien burde have haft straffespark, og det var ved 0-0. En tunesisk føring ville have peppet kampen op, helt sikkert. Nu fladede den ud og endte som en kamp ingen vil huske - undtagen ukrainerne. De har VM-succes, selv om de ikke spiller, som Dinamo Kijev gjorde med Oleg Blokhin dengang for 30 år siden.