Pippi Langstrømpe, Ingrid Bergman, Greta Garbo. Astrid Lindgren, Selma Lagerlöf, ABBA. Og Silvia Sommerlath, OL-værtinden fra Heidelberg, som ved legene i München 1972 mødte den daværende kronprins Carl Gustaf, der erobrede hendes hjerte og tog hende med hjem, så hun kunne blive dronning af Sverige. »Det langstrakte land« Som optakt til ottendedelsfinalen mellem Tyskland og Sverige sent i eftermiddag i München præsenterer flere af de store tyske aviser deres læsere for nogle af de mest kendte svenskere, nulevende og afdøde. Og fortæller bredt om »det langstrakte land«, der foruden dygtige skuespillere, forfattere og instruktører, sangere og musikmagere i verdensklasse gennem årene har produceret fodboldspillere, som har kunnet bruges i Bundesligaen - og som, hvad der er tilfældet nu, kan sammensættes til et stærkt landshold. Varieret og opfindsomt spil Svenskerne har ikke spillet berusende fodbold hidtil i slutrunden, men solidt, og deres anden halvleg i 2-2-opgøret mod England var en opmuntring på mange måder. Et perfekt afsæt til mødet med de tyske værter, der løber på banen under et voldsomt forventningspres. Svenskerne spillede efter en svag første halvleg, hvor kombinationerne var forudsigelige, og holdet virkede stift i 4-4-2-formationen, pludselig mere varieret og opfindsomt frem ad banen og producerede gode chancer i åbent spil og mange farligheder efter dødboldsituationer. Det allervigtigste var, at moralen, kampgejsten og viljen var i top. »Vi holder sammen, vi har en enormt stærk psyke, og vi tror på vores system lige til det sidste«, udtalte FCK-angriberen Marcus Allbäck, der headede et hjørnespark fra Tobias Linderoth ind til 1-1 og mål nummer 2.000 i VM-slutrundens historie. Allbäck må i dag formentlig vige pladsen for Juventus-angriberen Zlatan Ibrahimovic, der har haft lyskeproblemer, men skulle være klar. Med Ibrahimovic på banen ved siden af Henrik Larsson og med den bevægelige, dygtige og smarte boldspiller Fredrik Ljungberg ude på venstrekanten - i den side, hvor tyskernes svage led, backen Arne Friedrich skal lukke af - kan det svenske angrebsspil blive sværere at læse for tyskerne. Især hvis Ibrahimovic spiller og tænker for holdet og ikke kun på og for sig selv. Linderoth har vigtig rolle FCK-anfører Tobias Linderoths rolle på den defensive midtbane er vigtig for både forsvars- og spillet frem ad banen. Han skal lukke af lige foran den som regel snorlige firebackkæde, og han skal med hurtige pasninger - præcise, korte og 'kedelige', men det er, hvad han skal gøre - sætte modangreb i scene. Mod Tyskland kan Tobias Linderoth desuden blive manden, som får mest med den tyske anfører, Michael Ballack, at gøre. Ballack må ikke få plads og tid til at have bolden for fødderne til at sende angriberne Miroslav Klose og Lukas Podolski af sted. Bliver det tilfældet, graver svenskerne deres egen grav. Miroslav Klose har fundet topformen på det helt rigtige tidspunkt - og det samme har Bayernforsvareren Philip Lahm, der er højrebensspiller, men har været slutrundens bedste venstre back hidtil. Han kommer op langs linjen og skaber bredde og sætter tryk på modstanderforsvaret, og han er meget dygtig til pludselig at skære ind i banen med et par skarpe træk og fyre løs med højrebenet over mod det lange hjørne (husker blot 1-0-målet mod Costa Rica i åbningskampen). Svensk nationalsystem Det svenske spil kan virke noget 'systempræget'. Men det er sådan, træner Lars Lagerbäck vil have det. 4-4-2 er svenskernes 'nationalsystem', det lærer de som lilleputter, og svenske spillere retter ind efter trænerne og stiller ikke så mange spørgsmål som f.eks. danske spillere. Lagerbäck er en dygtig teoretiker og har fået megen ros for den rolige og saglige facon, han arbejder på. Der er ikke så meget spræl i ham som i f.eks. Jürgen Klinsmann, der forleden havde smidt den pæne skjorte og hoppede rundt på sidelinjen i en T-shirt, så han viste sit maveskind, når han jublede over tyske scoringer mod Ecuador. Og mange blev lidt overraskede, da Lars Lagerbäck forleden inden mødet med England luftede sin personlige mening om, at det er »uanstændigt«, at en landstræner som landsmanden Sven-Göran Eriksson får 35 millioner kroner om året. Misundelse? Næppe, Lägerbäck er udmærket tilfreds med at tjene godt 1 million i det svenske forbund. »Ingen træner er 35 millioner værd«, sagde han - og mange vil give ham ret, bl.a. mange i England. Respekten er voksende Jürgen Klinsmann får angiveligt omkring en halv snes millioner kroner som tysk landstræner. Han fortsætter i jobbet, hvis Tyskland kommer i VM-semifinalerne - og han stopper, såfremt tyskerne ikke kan slå Sverige i dag. Det mener de fleste iagttagere, som følger landsholdet og Klinsmann tæt og ved, hvad der rører sig. Respekten omkring Jürgen Klinsmann er vokset dag for dag under slutrunden - og nu synes flere og flere, at han har gjort alt rigtigt, har valgt de rigtige spillere til truppen og udtaget det rigtige hold til kampene. Tyskernes direkte spillestil er både seværdig og succesrig, men Sverige bliver sikkert en hård nød at knække. Men hele nationen bærer det tyske hold fremad, som det skrives og siges. Begejstringen, entusiasmen og optimismen er så stor, at nedturen bliver voldsom, hvis Tyskland bliver slået ud allerede nu. Nogen taler om en national katastrofe - hvis det sker - og Bundeskanzlerin Angela Merkel, der ikke ved så meget om fodbold, men efterhånden har lært at klappe på de rigtige tidspunkter, når hun sidder på tribunen til Tysklands kampe, har med nogle velvalgte ord givet Klinsmann og hans mænd fornyet opbakning og støtte. Og det ligner en tysk sejr i München.