Det skulle blive brasiliansk sejr. Det skulle blive fodboldenglenes tilbagekomst til jorden. Det skulle blive juleaften - med Ronaldinho som gaveuddeler i Berlin. Kunne man i virkeligheden blive andet end skuffet, da Brasilien omsider trådte ind i VM-slutrunden i Tyskland for at møde det skakternede mandskab fra Kroatien? Nej, for intet hold kunne magte at kravle op ad det tårn, som dag for dag er rendt i vejret, bygget på forventningernes store ord. Kapløb med storheden Og sådan blev kampen: Et brasiliansk kapløb med storheden. Men hvor blev de af, genialiteterne? Åh ja, der kom langskud fra Roberto Carlos, der kom driblinger fra Ronaldinho og der blev vist boldbehandling i særklasse - men så kom der egentlig ikke så meget andet. Før Kaká scorede på et ordinært langskudsmål, som i virkeligheden slet ikke var spor 'ordinært' - for det var i virkeligheden noget så fornemt som et følt drøn. Se, den slags eminente detaljer er sjældne. De er brasilianske. En slags modermælksfodbold. Vi ventede 44 minutter på oplevelsen - på dette stykke sommerkonfekt serveret på det mægtige olympiske stadions dug af nervøs fløjl. Kroatien leverede energien Og i anden halvleg ventede vi på mere. Men dette 'mere' kom ikke mindst fra Kroatien, som kastede stor energi og optimisme ind i kampen - og som bestemt havde særdeles gode muligheder for at udligne og bringe særlig spænding ind i kampen. Men afslutningerne var for 'pæne' og ramte hver gang den brasilianske målmand. Uden gylden glans Brasilien gjorde altså VM-entré med tre point - dét havde vi forventet. Men det var et brasiliansk hold uden gylden glans. Et brasiliansk hold, der var noget dovent, og hvor ikke mindst Ronaldo bevægede sig rundt med en fribillet som gyldig rejsehjemmel. Vist var der glimt af storhed, men kun glimt - og derfor kunne det ikke undgås, at man sad tilbage i sofaen med en fornemmelse af, ja, af 'nåh'. Også selv om man undervejs havde set små detaljer, som ingen andre af turneringens kampe havde budt på.