Landstræner Morten Olsen var godt og grundigt skuffet over det danske nederlag på 0-2 til Frankrig ved venskabskampen i Lens. Ærgrelsen dækkede imidlertid ikke over skidt dansk spil, men derimod det faktum, at danskerne ifølge landstræneren i store perioder havde fint fat i franskmændene, men smed kampen væk på nogle dumme foræringer, der kostede franske scoringer. »Vi kan ikke tabe sådan en fodboldkamp. Vi arbejdede godt for det forsvarsmæssigt som angrebsmæssigt, og jeg tror, at alle, der så den her fodboldkamp, så en god struktur i vores spil. Vi kom ikke til så mange chancer, men det gjorde de heller ikke. Så vi havde godt fat i kampen. Men vi forærede dem et mål og også et straffespark i en to-mod-en-situation, så igen meget lig Paraguay-kampen må vi sige, at de mål, der blev scoret mod os, var foræringer«, sagde Morten Olsen til TV2 Sporten.
Olsen ærgrer sig over dansk gavebod
Lyt til artiklen