Backe begejstret for det nye FCK

Den tidligere FCK-træner Hans Backe siger, at det nye FCK-hold ser velafbalanceret ud. - Foto: Lars Poulsen
Den tidligere FCK-træner Hans Backe siger, at det nye FCK-hold ser velafbalanceret ud. - Foto: Lars Poulsen
Lyt til artiklen

Hans Backe regner med, fortalte han forleden, at han skal til København et par gange i løbet af foråret for at se FCK i Superligaen. Han flyver nok også ned fra Stockholm 14. maj. Den søndag skal FCK'erne have hængt guldmedaljer om halsen - hvis de fortsætter stilen fra efteråret - og det forventer den tidligere FCK-cheftræner vil blive tilfældet. Hans Backe skal så selv hyldes og hædres, for under ham spillede FCK jo 20 af sæsonens kampe, mens Ståle Solbakkens andel i et eventuelt mesterskab 'kun' bliver 13 kampe. Gode investeringer Brede Hangeland og Atiba Hutchinson er gode investeringer i Backes øjne, og i mange andres. Ekstræneren fortæller, at det allerede engang sidste år blev diskuteret at få fat i den løbestærke Hutchinson, der er en spillertype, som vil give FCK lidt mere dynamik og flere dybdeløb fra midtbanen. Backe er overbevist om, at FCK under Ståle Solbakken ikke vil ændre på systemet og heller ikke meget på selve spillestilen. Nye typer Forskellen på FCK i efteråret og foråret vil udelukkende ligge i, at nogle nye typer, altså Hutchinson, Brede Hangeland og den vævre Razak Pimpong, træder ind på holdet. I Brede Hangeland har FCK fået en to meter-forsvarer, der kan supplere Michael Gravgaard i luftspillet og være en stor gevinst, når FCK skal true modstanderne ved fri- og hjørnespark. Nordmanden kan også anvendes på den centrale midtbane, som det var tilfældet torsdag aften mod Hammarby, og som det formentlig vil ske i dag i Brøndby, fordi anfører Tobias Linderoth har karantæne. Dyre kort Tobias Linderoth var en af de spillere, der samlede flest strafpoint i Superligaen i efteråret, han så rødt i pokaldysten mod Brøndby, og han har afsonet karantæne i Royal League. Det er altså kritisabelt. Ståle Solbakken må tale med svenskeren. For Linderoth er en af de vigtigste spillere og derfor selvsagt en af de sværeste at undvære. Svenskeren er en hård dreng, og fodbold er en kontaktsport, hvor aktørerne skal have lov til at bruge fysikken. Men Linderoth bør kunne 'overtales' til at tænke sig bedre om og undlade at lave de såkaldte professionelle frispark (som mod Thomas Rasmussen i søndags), der bremser et giftigt modangreb, eller vise muskler og nedlægge modstandere på en barsk måde (der giver gult) i situationer midt oppe på banen, hvor der ikke er større fare på færde. FCK's hold er fyldt med landsholdsspillere. Jesper Christiansen, Lars Jacobsen, Michael Gravgaard og Michael Silberbauer var med i den danske trup i Israel for nylig. En demonstration af FCK's format i en sæson, hvor en række unge så småt begynder at trænge sig på. Martin Bergvold, Morten Bertolt og William Kvist har talent og potentiale til noget stort. Hullerne lukket Bergvold var med i ti af kampene i efteråret og kan blive en af Danmarks mest betydningsfulde spillere, når U21-landsholdet spiller slutrunde i Portugal til maj. Ikke mange snakker om Bo Svensson, Elrio van Heerden og Peter Møller mere, fordi alt tyder på, at hullerne i truppen efter de tre er lukket på kompetent vis, og den ungarske keeper Balazs Raboczki, der også er væk, er vist allerede glemt. Men netop på målmandspladsen kan FCK være sårbar, hvis uheldet er ude, og Jesper Christiansen skulle blive skadet og tvunget til en længere pause. Benny Gall er en glimrende målmand, men Jesper Christiansens gode evner til at dirigere forsvarerne, udstråling og selvtillid er nok guld værd for FCK.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her