Dansk jagt på gylden svensker

Henrik Larsson kan give hele Superligaen et løft, hvis han skifter til en dansk klub, mener man i FCK. - Arkivfoto: AP
Henrik Larsson kan give hele Superligaen et løft, hvis han skifter til en dansk klub, mener man i FCK. - Arkivfoto: AP
Lyt til artiklen

Efter i alt 13 sæsoner i hollandsk, skotsk og senest spansk fodbold vender den 34-årige Henrik Larsson hjem til Sverige. I går stod det klart, at den populære, elegante og målfarlige angriber - det er eksempelvis blevet til 34 scoringer i 87 landskampe - ikke forlænger sin kontrakt med FC Barcelona, men at han derimod til sommer flytter tilbage til Helsingborg, hvor eventyret begyndte. Håb i Helsingborg Og med den beslutning ringer klokkerne i både Brøndby og FC København. Ganske vist tager Henrik 'Henke' Larssons ungdomsklub Helsingborg IF det nærmest for givet, at Barcelona-spilleren vælger at spille i Allsvenskan og tage et par sæsoner i sin gamle klub, men selv siger Henrik Larsson til den svenske presse, at han vil se nærmere på de tilbud, der kommer til hans agent. »Det er en stor fordel for os, at han (Henrik Larsson, red.) er fra Helsingborg«, mener HIF's formand Sten-Inge Fredin. Og til Dagens Nyheter siger han desuden: »Vi har været i kontakt hele tiden og også haft en formodning, men vi har respekteret, at beslutningen først skulle være officiel i januar. Vi satser hårdt på næste sæson, og Henrik Larsson kan blive prikken over i'et. Jeg er meget forhåbningsfuld, og det vil være temmelig trist, hvis ikke det ender sådan«. Danske topklubber inde i billedet Til Expressen siger Henrik Larsson, at han har tænkt sig at spille et par år til, og at han også har i sinde at fortsætte på landsholdet. Omkring sin fremtidige klub siger han, at det vil han ikke spekulere på i øjeblikket. Med bopæl i Helsingborg - Henrik Larsson har fået opført et hus i en af forstæderne - er der ikke langt til København, og i Dagens Nyheter gætter man da også på, at de to danske topklubber, Brøndby og FC København, vil være med i jagten på 'Henke', side om side med Helsingborg IF og Malmö FF. FCK: Et løft for hele Superligaen »Om det hedder Henke Larsson eller det hedder andre store spillere af den karat, så vil det selvfølgelig være et løft for hele Superligaen, hvis de kommer hertil«, siger FCK-formanden, Flemming Østergaard, til nyhedsbureauet Ritzau. Og klubbens træner, nordmanden Ståle Solbakken, siger: »Henrik Larsson er en interessant spiller for alle hold, og det er da muligt, at vi drøfter ham, men så langt har vi ikke tænkt endnu«. Brøndby-kapital Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Brøndby-ledelsen, men med en så markant angriber inden for rækkevidde vil klubdirektør Per Bjerregaard og cheftræner Michael Laudrup sikkert gøre sig deres overvejelser. Det er sandsynligt, at Brøndby får en betydelig 'indkøbskapital', når spillere som Daniel Agger og Johan Elmander sælges - og det vil formentlig ske senest til sommer. Og til en samlet pris af cirka 80 millioner kroner. Prisen holdes i ave Men hvad er prisen på svenskeren? Der vil ikke være tale om 'Barcelona-priser' - Henrik Larsson kender udmærket niveauet i de skandinaviske klubber, så både FCK og Brøndby kan være med, når der skal bydes. Desuden er det jo sådan, at med en alder på 34 år kan Henrik Larsson ikke betegnes som en investering med videresalg for øje, og det er med til at holde prisen i ave. Henrik Larsson fra Helsingborg-bydelen Högaborg har i øvrigt et godt forhold til dansk fodbold og de 'gamle' danske landsholdsspillere. »Det var jo mine idoler i 1986. Elkjær, Lerby, Arnesen og Laudrup. Jeg kan huske, at vi på et tidspunkt tog med fodboldholdet i Högaborg til London, hvor mange af de andre købte trøjer fra Fulham eller Arsenal. Jeg købte en dansk landsholdstrøje«, fortalte Henrik Larsson engang i et interview i Politiken.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her