Når man kun kan score tre gange i seks kampe, kan man ikke forvente at være blandt de 16 bedste mandskaber i Europa. Dette erkender Manchester Uniteds anfører Gary Neville dagen efter det smertelige nederlag til Benfica, som sendte United ud i mørket. »Det var ikke kun i aftes, men i hele gruppespillet vi ikke var gode nok. Vi har ikke været os selv - vi plejer jo at score en masse mål«, siger den 30-årige back til Sky Sports News. Med 2-1-nederlaget i Lissabon til Benfica sluttede United sidst i gruppe D og får dermed heller ikke adgang til UEFA Cuppens 1/16-finaler. Gary Neville forventer dog ikke den store revolution i Manchester United. »Det er de ældre spillere som skal hjælpe resten af holdet op igen«, sagde en tydeligt skuffet Gary Neville, som i sidste uge overtog anførerhvervet i klubben permanent.
Uniteds anfører: »Vi var ikke gode nok«
Lyt til artiklen