Sjælland leverer efterårets hold

Lyt til artiklen

Om cirka en uge spilles de sidste superligakampe i denne efterårssæson. 20 runder er overstået, når FC Nordsjælland og Brøndby lukker og slukker på Farum Park med den sene kamp næste søndag, og dermed er vi langt, langt inde i turneringen, hvor der bare resterer 13 runder, når spillerne vender tilbage til banerne midt i marts. Men her og nu gælder det afslutningen, og i den forbindelse også et tilbageblik på efterårssæsonen som helhed. For hvad er det egentlig, der står tilbage, når regnskabet gøres op? FCK's kanonstart Et kig i tabellen viser, at FC København fortsat høster frugterne af den kanonstart, som sidste sæsons sølvvindere lagde ud med. Trods farvel til markante spillere som Sibusiso Zuma, Hjalte Nørregaard, Christian Traoré og Jesper Bech fik træner Hans Backe banket et slagkraftigt mandskab sammen. Hele 16 kampe blev det til, før Esbjerg blev det første hold, der slog Backes tropper - og det er imponerende, når man tager den store udskiftning i betragtning. Derfor er det også FC København, der leverer flest spillere til det efterårshold, som Politiken har udtaget. Fire mand har fundet vej til vores startopstilling - herunder to nye FCK-spillere, Michael Gravgaard og Jesper Christiansen. Afgørende betydning Begge har - ifølge træner Backe - været af helt afgørende betydning for, at det er lykkedes for københavnerne at spille sig op på førstepladsen. Jesper Christiansen har tilført karisma, selvtillid og stabilitet på en plads i FCK, hvor det ellers har vist sig svært for en hel del målmænd at begå sig. Michael Gravgaard har foruden en bundsolid indsats i det defensive tilført holdet en dimension i angrebsspillet, hvor han med sin styrke i luftrummet er en nøglespiller omkring dødbolde. Og da begge spillere oven i købet er kommet med i Morten Olsens landsholdstrup, er de et naturligt valg til Politikens hold, om end både Francis Dickoh og Viborgs John Alvbåge ville være i spil, hvis der også skulle udtages en reservebænk, ligesom Daniel Agger måske kunne have taget kampen op med Gravgaard, hvis ikke Agger var blevet skadet otte kampe inde i sæsonen. På højreback finder vi endnu en FCK-spiller, Lars Jacobsen. Den tidligere OB- og Hamburg-spiller har fortsat den positive udvikling, der reelt begyndte, da han vendte tilbage til Danmark i starten af 2004. I dette efterår er han tilmed blevet belønnet, da han blev indkaldt til landsholdet i forbindelse med VM-kampene mod Tyrkiet og Georgien. Som makker til Michael Gravgaard i midterforsvaret er valget faldet på Brøndbys Per Nielsen. Både FCK's Bo Svensson og FCN's Michael Ribers har gjort det glimrende for deres klubber, men Per Nielsen får pladsen i kraft af sin enorme betydning for mestrene. På venstre back giver vi FC Nordsjællands Heath Pearce pladsen. Allerede i foråret viste han tegn på, at han er en klassespiller, og i dette efterår har han foldet det ud - ikke mindst i kraft af, at han også har haft et offensivt overskud at give af. Offensive fløje På midtbanen har vi valgt to offensive fløje. På højre fløj Søren Berg for et efterår, hvor han ifølge efterretningerne fra Fyn har været bedste mand på et ganske godt OB-hold, mens venstre fløj går til en af ligaens positive overraskelser, FCN's Anders Due. Anders Due blev hentet til FC Nordsjælland fra Nykøbing Falster Alliancen inden denne sæson, og med to scoringer og ikke mindre end 11 assists i 17 kampe tegner han sig som en af ligaens bedste spillere, når det handler om at være i oplæggerens rolle. På den centrale midtbane har vi fundet plads til FCK's Tobias Linderoth og Viborg's Jakob Glerup. Linderoth er manden, der går først på FCK-mandskabet. Han er lederen, der pisker de andre, når der skal tages fat, og lidt den samme rolle indtager Jakob Glerup - måske en anelse mere afdæmpet - hos Viborg, hvorfor han er en af årsagerne til det flotte efterår, som midtjyderne er i gang med. Til angrebspladserne er der ingen tvivl om Mads Junker, som i vores øjne står for den mest spektakulære præstation. Nede og slukøret efter pokerskandalen rejste den tidligere Brøndbyangriber sig. Andre ville rent mentalt have knækket sammen, men Junker gjorde det modsatte og har sparket imponerende 14 mål i kassen og er et sikkert valg. Den anden plads har der været noget mere diskussion om. Skulle Morten Rasmussen have pladsen som følge af sine 10 scoringer for et AGF-hold, hvor der sandt for dyden har været langt mellem højdepunkterne i dette efterår? Skulle Johan Elmander i kraft af, at han er superligaens mest kreative og teknisk bedst funderede spiller? Eller skulle Santos eller Steffen Højer ind ved siden af Junker? Valget er faldet på Brøndbys Morten Skoubo. Han har virket ualmindelig skarp, og med 8 mål i 11 kampe ligger han imponerende højt i scoringsgennemsnittet. Nordsjællandsk træner Tilbage er valget af træner. Valget falder på Johnny Petersen, der har forandret et bundhold til et mandskab, der spiller med om pladserne i Royal League. Det er blandt andet sket ved, at FCN har tilført tre førstedivisionsspillere, Stephan Petersen, Anders Due og Michael Ribers, til truppen, og de er alle blevet en fast del af nordsjællændernes mandskab. Det er godt gået, og derfor bliver det Johnny Petersen, der styrer vores hold.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her