AGF rykker over nedrykningsstregen

AGF s Christer George lykønskes af Jesper Sørensen efter målet til 1-0. - Foto: Søren Østerlund
AGF s Christer George lykønskes af Jesper Sørensen efter målet til 1-0. - Foto: Søren Østerlund
Lyt til artiklen

Aarhus Gymnastik Forening af 1880. Der er ikke meget fodbold over dét navn. Men forkort det til AGF, og det stinker af bold. Selv for en sjællænder som overtegnede hænger forventningens glæde altid i luften side om side med duften af pølser og bajere, når de hvide fra 'GF' inviterer til bold hjemme på Århus Stadion - som efter en modernisering og udvidelse i øvrigt nu hedder Atletion. Guddommelig stemning På trods af tilbagevendende magtkampe mellem de tilhængere, der kalder sig klubbens ledelse, er klubbens hardcore-fans ude på lægterne altid gode for et par underholdende, højrøstede timer i Marselisskoven søndag eftermiddag. Og selv om AGF aktuelt frister en tilværelse i bunden af SAS-ligaen, nærmer stemningen sig noget nær det guddommelige, når der, som denne søndag, er lokalopgør mod ærkerivalerne fra Silkeborg IF på programmet. Inden opgøret lå gymnastikforeningen næstsidst i ligaen med sølle 13 point. Halvdelen af spillerne er skadede. Træner Søren Åkeby blev fyret i begyndelsen af oktober. Og den nye, Ove Pedersen, tiltræder først efter nytår. Eller som biskoppen i Århus Stift, den trofaste AGF-fan Kjeld Holm, udtrykte det: »Det har været et lidelsesfuldt efterår«. Nyt håb til AGF Men i sidste uge fik AGF nyt håb og ét point med hjem fra topholdet FC København i Parken. Og iført nye retro-spilledragter med inspiration fra klubbens seneste guldalder i 1980'erne var det en flok tændte gymnaster, der løb på banen til bundholdets og årets sidste kamp på Atletion. Efter en famlende start, hvor Silkeborgs Thomas Raun i første minut brændte et perfekt indlæg fra Iddi Alkhag, indfandt kampens højdepunkt sig i det 23. minut. AGF's Tobias Grahn startede et mønsterangreb, da han helt ude fra venstre kant sendte bolden ind til Jimmi Høyer i midtercirklen. Højrebacken sendte resolut bolden videre ind i Silkeborgs straffesparksfelt til udækkede Jesper Sørensen. Hængende i luften stødte anføreren med en venstre kattepote bolden skråt bagud til Christer George, som bankede den hårdt i nettet ved venstre stolpe til 1-0. Svaghed i forsvaret Få minutter senere udstillede Kasper Kure imidlertid svaghederne i AGF's unge forsvar. En unødvendig dribling som bageste mand blev tabt, men Silkeborgs angribere formåede ikke at slå til. Efter en halv times spil fik gæsternes Anders Veller endnu en kæmpe chance, men hans hovedstød gav heller ikke mål. I stedet lukkede AGF reelt kampen fire minutter før pausen. Christer George sendte Morten Rasmussen af sted på højre fløj. AGF's topscorer tæmmede bolden og tog et hurtigt træk ind i feltet, hvor han blev nedlagt. På det efterfølgende straffespark øgede hjemmeholdets norske midtbanespiller Jonni Hanssen til 2-0. I anden halvleg gik AGF på banen for at forsvare føringen og overlod initiativet til Silkeborg. Selv om midtjyderne havde bolden mest, formåede de dog ikke at spille sig til afgørende målchancer. »Man skal være klar til at tage nogle øretæver. Det var vi ikke. Og vi var heller ikke koncentrerede nok«, sagde Silkeborgs skuffede træner, Viggo Jensen. Forstår alvoren AGF's koncerndirektør, Lars Windfeld, mente, at et nederlag rent mentalt ville have været meget skidt for hjemmeholdet. Hans konstituerede træner, sportschef Brian Steen Nielsen, glædede sig over, at gymnastikforeningens spillere nu tilsyneladende har forstået situationens alvor: »Det har været nogle hårde måneder. Det vigtigste for mig er at aflevere holdet i en ordentlig forfatning, når Ove Pedersen overtager træningen den 1. januar«. AGF-fan, biskop Kjeld Holm aner ligefrem endnu flere guddommelige højder i det østjyske: »Vi rykker ikke ned. Og så håber jeg bare, at Randers FC rykker op. For så har Århus Stift hele fire hold i SAS-ligaen. Det kan jeg godt lide«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her