Fiorentina og Martin Jørgensen er i storform i øjeblikket. Efter eftermiddagens 2-1-sejr på hjemmebane over Cagliari overtog Firenze-klubben igen tredjepladsen fra Inter, som lørdag aften skuffede ved kun at få 2-2 mod Sampdoria. I opgøret på Stadio Artemio Franchi bragte honduraneren David Suazo ellers gæsterne foran midtvejs i første halvleg. Efter pausen fik Serie A's farligste mand, den italienske landsholdsangriber Luca Toni, bragt balance i regnskabet, da han nettede for tolvte gang i denne sæson. Ti minutter før tid sikrede Martin Jørgensen så Fiorentina sejren. Luca Toni vristede sig fri i højre side og spillede en flad bold ind i feltet. Danskeren kom stormede og udplacerede med en sikker afslutning målmand Andrea Campanoglo. I slutfasen tiltog kampen i hårdhed og dommer Marco Gabriele måtte sende de to Cagliari-spillere Michele Cannini og anfører Daniele Conti i bad før tid.
Martin Jørgensen matchvinder for Fiorentina
Lyt til artiklen