Peter Møller har overtaget hovedrollen på FC Københavns suveræne, ubesejrede førerhold i Superligaen - og derfor kan Hans Backe nu være ret sikker på, at han afleverer FCK på førstepladsen til sin afløser, nordmanden Ståle Solbakken, der forventes præsenteret en af de nærmeste dage som ny FCK-cheftræner fra 1. januar. 33-årige Møller, nu den mest scorende spiller i den bedste række med i alt 143 mål, blev matchvinder i 1-0-kampen mod AC Horsens forrige lørdag, han førte an som oplægger, igangsætter og afslutter mod SønderjyskE i Haderslev, og i dagens kamp slog han til med to fuldtræffere i 2-0-opgøret mod FC Midtjylland i Parken. »Møller er på toppen lige nu, og derfor bruger vi ham selvfølgelig fra start. Han har masser af erfaring, hans holdning og indstilling er imponerende god. Han vil vinde hver gang, og den slags typer er vigtige at have på et hold«, fremhævede Hans Backe. Ros fra taberne I tabernes omklædningsrum kom der rosende ord om Møller fra anfører Michael Hansen: »Han fylder meget oppe foran, han kan dække og holde på bolden, og han er ofte på det rette sted i det rette øjeblik, når der skal afsluttes. Jeg tror bestemt, at Peter Møller kan spille flere sæsoner endnu på det her niveau«. Det tog FCK'erne en lille times tid at nedbryde det midtjyske forsvar og komme til den chance, som førte til det forløsende 1-0-mål. Efter et hjørnespark lagde Álvario Santos bolden ind til Møller, der hårdt presset kom først frem og fik den bugseret over stregen. »Det var ikke nogen prangende kamp. Vi spillede måske ikke hurtigt nok i perioder, måske fordi vi fik god plads på midten af banen«, analyserede Hans Backe. »1-0 var en smal føring, men vi havde kontrol over kampen, og jeg var egentlig ikke nervøs for, at vi ikke kunne holde føringen«. Førsteklasses-fodbold Den blev øget i sidste minut efter et superopspil i højre side: Elrio van Heerden driblede sig fri ved sidelinjen, afleverede til Tobias Linderoth, der så, at William Kvist tilbød sig i dybden. Pasningen kom præcist, Kvist sendte bolden videre ind foran mål, og her kunne Peter Møller sparke den ind til 2-0. Førsteklasses-fodbold i en kamp, hvor FCK'erne ikke gav noget væk bagude arbejdede hårdt længere fremme på banen og havde et solidt overtag hele vejen igennem. »Jeg er, selvfølgelig, meget tilfreds med holdets præstationer over en meget lang periode. Det eneste, der ikke er tilfredsstillende, er, at vi med 42 point ikke er mindst ti foran holdene lige bag os«, sagde Hans Backe. Træner tilfreds trods nederlag FC Midtjylland er kun fem point fra en nedrykningsplads, men spillerne og træner Erik Rasmussen kunne være nogenlunde tilfredse med, at de - takket være en defensiv strategi - slap med et hæderligt nederlag i Parken. »Vi var godt organiserede defensivt, og derfor fik FCK ikke mange åbne chancer«, sagde Erik Rasmussen. »Succeskriteriet for os var, at vi skulle stå sammen og vise den rigtige indstilling. Det gjorde vi«, vurderede Michael Hansen. Unge Magnus Troest, der var resolut i nærkampene og omhyggelig i opdækningen, og den robuste Christian Traoré gjorde det udmærket i midterforsvaret, og på midten af banen bestræbte Michael Hansen sig for at få linje i kontraspillet. Han afleverede glimrende, men gæsterne var ufarlige, uden tyngde og optimisme oppe foran. 'Afbrænder af 'Farlige Frank' Frank Kristensen havde FCK's eneste store scoringsmulighed, i første halvleg, da FCK'erne kørte på og sendte bolde ind i feltet, men ikke fik afsluttet ordentligt eller skud med præcision og kraft ude fra. Efter pausen kom der mere fart og kreativitet i FCK-spillet. Elrio van Heerden udfordrede godt, Michael Gravgaard gik med frem og var en trussel luften, William Kvist udmærkede sig med målrettede dybdeløb - og Peter Møller satte trumf på, når der var brug for det. FCK-fansene var på toppen og kunne endda hylde en modstander. Da Razak Pimpong kom på banen, sang de: »Pimpong - du vinder guld i år«. Det er jo ikke helt rigtigt. Guldmedaljerne bliver først uddelt til foråret, men det er rigtig nok, at FCK er mesterskabsfavorit lige nu, bl.a. i kraft af Peter Møllers vigtige mål. Han har lavet fem i de seneste fire kampe.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sjældent har man set et nyt dansk navn ramme sit publikum så hårdt og så rent
-
»Det husker jeg ikke« Trump-ministerens forklaringer i Kongressen skærper presset om Epstein-forbindelser
-
Nationalbanken: Det vælter ind med højtuddannet udenlandsk arbejdskraft
-
Dua Lipa kom til København, og så begyndte redaktionen at hvæse
-
Jeg har aldrig oplevet noget lignende
-
Se den film! Hendes præstation er helt uforglemmelig
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























