Peter Møller viste vejen i FCK-sejr

Jublende FCK-spillere efter en Alvaro Santos-scoring. - Foto: Claus Bonnerup
Jublende FCK-spillere efter en Alvaro Santos-scoring. - Foto: Claus Bonnerup
Lyt til artiklen

Peter Møller er jo egentlig 'bare' reservespiller i FC København - men den erfarne angrebsræv, der ved sæsonstarten stod bag ved Álvaro Santos, Marcus Allbäck og den langtidsskadede Peter Ijeh i kampen om de to frontløberpladser, er altså stadig en yderst værdifuld spiller, der er mange point værd. Det beviste han på ny fire dage efter at være blevet matchvinder mod AC Horsens i Parken, da han med sit temperament, arbejdsiver og vindermentalitet gik forrest i Haderslev, hvor københavnerne var meget længe om at komme i gang i udekampen mod SønderjyskE. Frække detaljer Takket være en fortræffelig indsats krydret med nogle herlige, tekniske, frække detaljer af Peter Møller levede FCK op til favoritværdigheden og vandt en overbevisende 4-1-sejr over et længe godt fightende hjemmehold, som kunne være kommet foran 2-0 og havde fortjent en lidt bedre skæbne. Uden Marcus Allbäck, Martin Bergvold og André Bergdølmo, der alle tre var skadesramte, startede FCK'erne sløvt og uinspireret. Sønderjyderne var de mest aggressive, hurtigere på bolden og viljestærke, mens gæsterne både dækkede ukoncentreret op og smed mange bolde væk i fremløb. Jacob Stolberg og Kenneth From så solide ud i SønderjyskE-forsvaret, og Jacob Olesen virkede pågående og optimistisk som førsteangriber. FCK blev straffet FCK-mandskabets mangel på entusiasme og engagement blev straffet efter ti minutter, da Dan Thomassen - der meget tydeligt befandt sig dårligt og placerede sig skidt som venstre back - stod forkert, så Peter Nymann kunne slippe fri mod baglinjen og aflevere på tværs ind i feltet. Her helkiksede Peter Sand, men var så heldig at bolden gik videre til Henrik Hansen, der bankede den i kassen bag Jesper Christiansen.1-0 - og det var første gang, sønderjyderne prøvede at komme foran med Morten Bruun som træner. Skud på stolpen FCK'erne var ikke tæt nok på sønderjyderne, som blev løftet af scoringen og spillede nydeligt med bolden i en periode, hvor FCK slap med skrækken og undgik at komme bagud, fordi hjemmeholdet misbrugte et dobbeltchance. Martin Pedersen sparkede på stolpen, og det samme gjorde Henrik Jørgensen, da returbolden kom ud til ham. Københavnerne - der måtte sætte Thomas Røll ind i stedet for en skadet Carsten Fredgaard og senere William Kvist for Dan Thomassen - fik efterhånden bedre kontrol over afleveringerne, og der begyndte at ske noget, når FCK angreb over højrekanten, hvor Lars Jacobsen gik flittigt med frem. Forsvar på glatis FCK'erne flyttede sig kvikkere for hinanden og satte sig bedre igennem i nærkampene, og angrebene blev bygget mere præcist og klogt op, så det sønderjyske forsvar kom på glatis flere gange inden pausen. Jacob Stolberg hindrede med en flot blokering Álvaro Santos i at få scoret på en fin chance, som Peter Møller lagde op til - men ingen fik generet brasilianeren, da Tobias Linderoth sendte bolden ind i feltet, og så stod det 1-1. Hvilket herligt mål af Santos, der sprang op og med ryggen mod mål flugtede bolden over i det lange hjørne til 1-1. Peter Møller tog for alvor fat efter en seks minutter lang mørkepause straks i anden halvleg, da stadionlyset gik ud, og spillerne måtte holde sig varme ved at løbe lidt rundt mellem hinanden nede på grønsværen, og tilskuerne frygtede, at kampen ville blive fløjtet af. Møllers overblik Samtidig med, at forsvaret omkring Bo Svensson og Michael Gravgaard fik strammet op på markeringer og satte indgrebene mere konsekvent ind viste Peter Møller frækhed og overblik fremme på banen. På overlegen vis sprintede han af sted og løftede bolden over Kim Drejs, der kom ud imod ham, så Elrio van Heerden kunne skubbe den de sidste centimeter over stregen i mål til 2-1. Sønderjyderne sled ihærdigt for at skabe noget fremad banen, men spillet var lidt for flagrende, tilfældigt og usammenhængende. FCK'erne var effektivere og mere beslutsomme. Peter Møller fik en løs chance og tippede let og elegant bolden over målmand Drejs til 3-1, hvorefter Álvaro Santos hovedstødte 4-1-målet i kassen i de sidste sekunder.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her