Lille midtjysk skridt på rette vej

Lyt til artiklen

I optakten havde FC Midtjylland-sportsdirektør, Jens Ørgaard, gjort kampen på SAS Arena til sæsonens vigtigste. En kamp mod FC Nordsjælland, der skulle være vendepunktet for den ambitiøse klub, som roder rundt blandt den bløde mellemvare i Superligaen. Med Kristian Bak Nielsens drøn af et mål i 87. minut kom ulvene et lille skridt på rette vej, da det rakte til 1-1 mod FCN. Om end der stadig er langt op til fjerdepladsen, som er det officielle mål. Hektisk slutfase FC Nordsjælland var tæt på at tyvstjæle alle tre point. I en hektisk slutfase brændte det på i begge ender. FC Midtjylland-træner Erik Rasmussen havde i skadesfraværet af fire deciderede venstre backs overtalt Jesper Mikkelsen til at agere på den udsatte position, mens unge Marc Møller i midterforsvaret dannede makker med Kristian Bak Nielsen, der på trods af sin uheldige præstation i Brøndby i søndags, hvor Johan Elmander holdt legestue, stadig var at finde i startopstillingen. Trøstesløst spil Brøndby tilføjede i øvrigt FC Midtjylland det største nederlag i fusionsklubbens historie, og det virkede som om, at ulvene ikke havde rystet 0-5-øretæven af sig i starten af kampen mod FC Nordsjælland. Hjemmeholdet var nok i stand til at trille bolden sikkert frem og tilbage på egen banehalvdel, men det offensive spil var trøstesløst og præget af manglende tro på egne evner. Bedst personificeret ved angriberen Kwadwo Poku, der vel næppe gjorde blot en enkelt god aktion i de 32. minutter, han fik på banen. Erstatningen Mikkel Thygesen udviste derimod straks aggressivitet og fik kantspilleren Simon Poulsen med op i gear. Simon Poulsen ramte bare alt mulig andet end målet, når han forsøgte sig fra distancen. Dødbolde FC Nordsjælland, der var uden de to sædvanlige backs, Heath Pearce og Allan Olesen, fik aldrig gang i det frygtede fløjspil. Og da Superligatopscorer Mads Junker og Tommy Olsen ikke var i stand til at udnytte den ekstra plads centralt, så kom nordsjællænderne reelt ikke frem til mange oplagte scoringstilbud. Men er der noget, FC Nordsjælland er gode til, så er det at udnytte dødboldsituationerne optimalt. Som i det 21. minut, da Stephan Petersen scorede til 1-0 direkte på frispark helt ude fra kanten af straffesparksfeltet. Bolden sejlede under FC Midtjylland-målmand, Ola Tidman, efter et enkelt touch på det våde græs. Herefter måtte det hårdprøvede hjemmepublikum altså sidde på pinebænken til kort før tid, hvor Kristian Bak Nielsen forløste lidt at den tiltagende frustration med sin udligning.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her