Chelsea rykker fra i toppen

Chelseas Michael Essien kontrollerer bolden foran Boltons Abdoulye Faye i kampen, som Chelsea vandt 5-1. Arsenal tabte overraskende til West Bromwich. - Foto: AP
Chelseas Michael Essien kontrollerer bolden foran Boltons Abdoulye Faye i kampen, som Chelsea vandt 5-1. Arsenal tabte overraskende til West Bromwich. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Hvis der skulle skrives en bog om, hvordan man vender en fodboldkamp efter pausen, kunne Chelsea-manager Jose Mourinho skrive de første mange kapitler med udgangspunkt i lørdagens 5-1-sejr over Bolton i Premier League, der cementerede Chelsea førsteplads i rækken ni point foran Tottenham. For hjemme på Stamford Bridge var førerholdet i knæ og bagud 0-1 ved pausen efter scoring fra Stelios Giannakopoulos efter blot fire minutter. Bolton var velorganiseret og formåede at presse Chelsea, så Roman Abramovitj' oliedrenge ikke lignede sig selv. Kørte rundt med 'Tømrer' Godt nok kørte Shaun Wright-Phillips så meget rundt med danske Henrik Pedersen, der stadig vikarierer som venstreback, at den tidligere Silkeborg-spiller blev pillet ud inden pausen. Men generelt var det ikke det Chelsea-mandskab, der har tromlet al modstand ned hidtil i sæsonen. Mourinho valgte dog de rigtige ord i pausen, så hans spillere udviste en hel anden aggressivitet og udstråling i anden halvleg, og derudover valgte portugiseren at tage forsvarsspilleren Asier del Horno ud og erstatte ham med den islandske offensivspiller Eidur Gudjohnsen. Det var i den grad mere, end Bolton kunne modstå, for et kvarter inden i halvlegen stod der pludselig 4-1. Lampard topscorer Først var det Didier Drogba, der var hurtig over en ripost fra Boltons målmand Jussi Jaaskelainen og hamrede udligningen ind. Kort efter indtog Drogba oplæggerens rolle, da han fik lagt bolden af til Frank Lampard, der kontrolleret fra kanten af feltet sparkede 2-1-føringen ind. Efter 59 minutter tog Pedersens afløser Ricardo Gardner på en meget indiskret måde hånden til hjælp og forhindrede dermed en friløber til Michael Essien. Det kostede både et rødt kort til Gardener og endnu et mål, da Lampard sparkede frisparket forbi muren og Jaaskelainen, der blot kunne se på. Det var midtbanespillerens syvende sæsonmål, og dermed er han delt topscorer i Premier League med Darren Bent fra Charlton. To minutter senere kunne Drogba så lukke kampen, da han på flot angriber-manér pressede sig foran Bolton-forsvaret, kom først på et hjørnespark fra Lampard og sendte 4-1-føringen i mål. Med et kvarter tilbage af kampen kunne Gudjohnsen score til 5-1, så det hele endte med en ydmygelse. Overraskende nederlag til Arsenal Chelseas nærmeste forfølgere er Tottenham, der lørdag vandt 2-0 hjemme over Everton. Dermed er Per Krøldrups klub stadig sidst i rækken. Tottenham er på andenpladsen ni point efter Chelsea. Rundens bedste danske oplevelse skulle man til Birmingham for at finde, da Martin Albrechtsen spillede hele kampen for West Bromwich Albion, der hentede en overraskende 2-1-sejr over Arsenal. Dermed kravlede WBA over nedrykningsstregen, mens Arsenal er foruroligende 14 point efter Chelsea. Wigan overrasker Champions League-vinderne fra Liverpool fik sæsonens blot anden sejr ved at vinde 1-0 hjemme på Anfield Road over Blackburn. Djibril Cisse lavede kampens eneste mål i anden halvleg, da han med stor kraft afsluttede en frisparkskombination uden for feltet. Sæsonens store overraskelse kommer fra Wigan, der tidligere har meldt sig interesseret i Brøndbys Johan Elmander. Oprykkerne er efter en 1-0-sejr over Newcastle på en imponerende fjerdeplads. Manchester United holder stadig kontakt med toppen, da Sunderland blev besejret 3-1-hjemme på Stadium of Light. Wayne Rooney, Ruud van Nistelrooy og Giuseppe Rossi lavede Uniteds mål. United er nummer tre i ligaen 10 point efter Chelsea.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her