Reserven satte Århus i Kaagh

Lyt til artiklen

Der var kun 25 minutter igen, da Anders Kaagh blev sendt på banen for AGF. På det tidspunkt førte gæsterne fra Esbjerg med 2-0, og de burde have lavet både tre og fire mål. AGF havde kun i få glimt optrådt på en måde, som kunne bekymre nogen i Esbjerg-lejren. Kort sagt: Det så ud, som om AGF var på vej til et nederlag og dermed til at overtage gæsternes plads under nedrykningsstregen. Men så skete der noget. Esbjerg var på vej fremad banen, og mistede bolden, som endte hos Tobias Grahn. I et - på dagen - sjældent anfald af beslutsomhed rykkede svenskeren fra sin oppasser i venstre side, inden han trak ind i feltet og spillede bolden fladt tilbage til Anders Kaagh. Den indskiftede angriber havde let ved at sparke bolden ind tæt under mål. Det publikum, der kort tid forinden havde jublet sarkastisk, når tre AGF'ere ramte hinanden i træk, fornemmede nu pludselig medgang. Og de fik det kort efter. Kun tre minutter efter reduceringen var duoen Grahn og Kaagh nemlig i gang igen. Ligesom sidst stod Grahn for forarbejdet fra venstre fløj. Denne gang spillede han dog bolden ind til Danilo Arrieta, der med en uselvisk aflevering fik næstsidste hårlok på bolden, inden Anders Kaagh headede udligningen i mål. Og så var der point til AGF. Selv om det ikke var fortjent. Esbjergs Lasse Kryger havde lagt ud med at give sit hold en drømmestart, da han scorede efter knap to minutter på oplæg fra Jakob Poulsen. Resten af halvlegen var gæsterne dominerende. De fik presset spillet relativt højt op på hjemmeholdets bane, og var generelt en anelse hurtigere med bolden end århusianerne. AGF's spillere opførte sig derimod, som om de ikke havde overvejet, hvad de skulle gøre med bolden, når de engang fik fat i den. Der var meget få spillere, som tog ansvar, og det resulterede i en del panikaflevringer. »Rigtige AGF'ere kæmper«, stod der på et stort banner som hang ovre hos AGF's tilhængere, og som hjemmeholdet kunne nyde synet af, da de løb på banen til anden halvleg. Selv om det sandsynligvis ikke havde meget med banneret at gøre, virkede AGF meget mere beslutsomme og villige til at tage ansvar efter pausen. Bolden fik hurtigere en ny ejermand, og AGF spillede meget mere direkte mod mål. I den periode var Esbjerg heldige med at have en god målmand og en hårfin offside-kendelse med sig. Vestjyderne var dog også heldige i at have Jakob Poulsen på holdet. Den samme spiller, som lagde op til det første mål, scorede nemlig det flotte 2-0-mål, der ramte AGF'erne i netmasken, netop som de havde spillet sig tilbage i kampen. Fra det tidspunkt lignede det en sikker sejr og et farvel til næstsidstepladsen for Esbjergs vedkommende. Derfor måtte Esbjergs træner Ove Pedersen da være en skuffet mand, da kampen var forbi, og de tre point reduceret til et? »Det er klart, at jeg er skuffet, men skuffelsen må ikke overskygge det positive ved kampen. Vi må erkende, at vi er et bundhold, og være ydmyge over for den situation. I det tilfælde, synes jeg, vi kan være tilfredse med, at vi satte dagsordenen og fik point på et andet bundholds hjemmebane«, sagde Ove Pedersen efter kampen. AGF-træner Sören Åkeby havde også taget den positive mine på efter kampen, hvor han roste sine spillere for at kæmpe sig til point efter det svære udgangspunkt. »Det var dejligt, at vi for en gangs skyld kan vise fight og moral«, som han sagde.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her