Frankrig blomstrede endnu en gang

Frankrig var det klogere hold i et velspillet opgør mod Spanien. - Foto: AP
Frankrig var det klogere hold i et velspillet opgør mod Spanien. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Nok aldrende, men endnu ikke for gamle. 'De blå' var for længst dømt visne, men blomstrede endnu en gang, da Frankrig i den bedste af dette VM's ottendedelsfinaler sejrede i naboopgøret mod Spanien. Dermed får vi en gentagelse af VM-finalen fra 1998 med Brasilien mod Frankrig som en uhyre interessant kvartfinale. Zidane var kreativ kraft Ikke mindst Zinedine Zidane gav sine kritikere grund til eftertanke, da han vekslede sine to indledende optrædenders stillestående spilstopperi til stor bevægelighed og kreativitet, der til fulde berettigede hans tilbagevenden til startopstillingen på bekostning af David Trezeguet. At det efterlod Thierry Henry alene i front, kompenserede den franske midtbanes løbere for. Selv om han i den indledende fase fungerede som en af to ekstra garderinger foran de bageste fire, fandt Patrick Vieira hurtigt overskud til at fortsætte sine friere fremløb fra opgøret mod Togo og ledte efter huller til pasninger gennem det nok så finmaskede spanske offside-net. Udligning blev vendepunkt Thierry Henry var ganske vist skuffende uopmærksom og blev indfanget adskillige gange, men både Florent Malouda og især Franck Ribery stillede sig væsentligt bedre til rådighed med udgangsposition på kant - således også da sidstnævnte kort før pausen udnyttede friløberen lagt til rette af netop Patrick Vieira. Udligningen af den spanske føring - skabt på et klodset straffespark begået af Lilian Thuram - blev kampens vendepunkt. Indtil da havde Spanien haft en udpræget overvægt i boldbesiddelse, der blev brugt til et ganske besnærende, men samtidig lidet ufarligt pasningsspil. Raul, Fernando Torres og David Vila forsøgte ganske vist med flittige skift af positioner i front, men også i den sammenhæng var rutinen til fransk fordel - først når det for alvor var nødvendigt satte forsvaret ind med de nødvendig og effektive afvisninger af de offensive bud. Dem blev der færre og færre af, som kampen skred frem. Frankrig lukkede kampen ned Xavi og Xabi Alonso blev skærmet af, når de forsøgte sig opbyggeligt, samtidig med at Raul og David Vila løb tør for energi. Jaoquin og Luis Garcia blev sendt på banen med en god halv time tilbage, men da havde fransmændene lukket kampen ned og garanteret sig mindst forlænget spilletid. Så da Patrick Vieira headede føringen ind via Sergio Ramos' knæ, var det definitivt forbi for spanierne, der åbnede turneringen så flot, men stod tilbage som desillusionerede iagttagere. Og Zinedine Zidane cementerede den franske sejr i de to nationers første indbyrdes opgør ved en VM-slutrunde.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her