Smilene sidder uendelig meget løsere om læberne på Morten Olsen, end de gjorde for blot få dage siden.
Da Simon Kjær blev båret fra Aalborg Stadion under mistanke for at have pådraget sig en alvorlig knæskade, var der selvfølgelig heller ikke ret meget at grine af, så det kunne vel nærmest kun gå den vej, men to dage inde i fodboldlandsholdets sydafrikanske forberedelser forekom landstræneren i går alligevel mere tilfreds, end den unge forsvarsspillers tilstedeværelse på træningsbanen i Atteridgeville alene kunne berettige.




























