Sheik Mansour fra Abu Dhabi strålede som en sol, da speakeren på Manchester Citys hjemmebane forleden opfordrede tilskuerne til at hylde klubbens ejer, som overværede kampen mod ’de røde’ fra Liverpool. Resultatet var heller ikke dårligt: 3-0 over Liverpool, og sheiken havde en god aften. Det manglede også bare, for Manchester City er en dyr hobby. »Vi vil skaffe midlerne til at gøre klubben til verdens største«, udtalte han tidligere på året, og denne sommers såkaldte transfervindue, der lukker i dag, bekræfter hans ord.
LÆS ARTIKELHovedrige City henter problematisk profil inden åbningskamp Sheik Mansour har ifølge beregninger foretaget af avisen The Guardian brugt ikke mindre end 300 millioner pund (ca. 2,7 mia. kr.) til indkøb af spillere i de forløbne to år, og alene i de seneste uger har stjerner som italienske Mario Balotelli og slovenske Edin Dzeko sluttet sig til navne som David Silva og Carlos Tevez. Hermed er Manchester City med den stenrige ejer klubben, som bekræfter undtagelsen. For de europæiske storklubber har i forhold til tidligere været meget tilbageholdende med store indkøb. Flere af dem kæmper med store underskud, og i mange tilfælde har klubberne skilt sig af med spillere for at købe nye. Nye regler på vej Klubberne forbereder sig også på nye tider. Ifølge den europæiske fodboldunion Uefa’s nye regler får kun klubber med orden i økonomien lov til at deltage i europæiske turneringer fra 2012. De skal f.eks. betale deres gæld, udgifterne må ikke overstige indtægterne, og lønudgifterne skal være under 70 pct. af klubbernes omsætning, hvilket langtfra er tilfældet i dag. »Det handler om at fremme de lige chancer mellem klubberne. Hvorfor skal de, der har de største underskud, vinde?«, spurgte Uefa’s franske formand, den tidligere stjernespiller Michel Platini, forleden i avisen Le Figaro med henvisning til klubber som Real Madrid og Manchester United, der slæber rundt på gigantiske underskud. Nye tider i England Det er svært at få øje på de nye stjernespillere i England bortset fra Manchester City. Hos naboerne i Manchester United har manager Alex Ferguson ligget stille på transfermarkedet. »De rigtige spillere har ikke været der«, lyder hans forklaring. Sandheden hænger snarere sammen med de amerikanske ejeres stadig større økonomiske problemer og klubbens enorme gæld. I Liverpool FC har manager Roy Hodgson solgt for at kunne købe – Javier Mascherano bliver f.eks. afløst af Christian Poulsen – og Joe Cole kom til klubben på en fri transfer fra Chelsea.





























