Sortere kunne det næppe se ud.
På to minutter havde Portugals elegante kantspiller Nani scoret to gange mod Danmark, og nu humpede målmand Thomas Sørensen ud af banen med en forvredet hofte. Ind løb i stedet den stort set uprøvede reserve, 26-årige Anders Lindegaard.




























