Spillerne på Brønshøjs og AGF's mandskaber i 1. division fik en forlænget sidste arbejdsdag inden vinterpausen, da der opstod uro på tilskuerpladserne på Tingbjerg Idrætspark, hvor hjemmeholdet leverede en lille sensation ved at slå topholdets Superliga-aspiranter med 1-0.
Politiet måtte mellem de to halvlege gribe ind for at få styr på en lille gruppe ballademagere. Københavns Politi oplyser til Ritzau, at uroen begyndte, da der blev affyret nogle romerlys i AGF-tilhængernes del af tilskuerområdet. I pausen kom de to holds tilhængere i klammeri og kastede ting i hovederne på hinanden, så 30-40 betjente måtte gå ind og skille dem ad.




























