Det er da egentlig utroligt så tyst og stille, der kan blive på et fodboldstadion med fem tusinde mennesker omkring banen i løbet af nul komma fem. Stemningen var forventningsfuld, folk glædede sig til oprykkernes møde med mægtige FC København. Det summede af sønderjysk optimisme otte dage efter den fine 1-1-præstation mod FC Midtjylland, og hjemmeholdet blev bakket højlydt op fra tribunerne på en fugtig aften, da dommer Henning Jensen kom for sent til Haderslev, på grund af et trafikuheld, så startfløjtet måtte udsættes et kvarter. SønderjyskE gik frisk til biddet mod de københavnske favoritter – men pludselig skete det, der ikke måtte ske, og tavsheden bredte sig, så det kunne høres (eller vel rettere ikke høres) langt væk. Lidt tilfældigt blev bolden af en SønderjyskE-forsvarer lagt til rette for Atiba Hutchinson lige uden for feltet, og med et behersket, perfekt timet og præcist spark med højbenet drejede han bolden langt uden for målmand Henrik Ipsens rækkevidde til gæsternes 1-0-føring efter bare fem minutter. Den scoring satte dagsordenen for de første 45 minutter i det sønderjyske, hvor Atiba Hutchinson og den vævre Morten Nordstrand var de mest ivrige og initiativrige, når FCK’erne kom fremad – men københavnerne forsømte at lave det 2-0-mål, som kunne have lukket kampen tidligt.
Efter pausen spillede FCK for langsomt rundt med bolden, og SønderjyskE-forsvaret omkring den solide Anders Egholm fik lukket bedre af, såvel inde centralt som ude på kanterne. Tilskuerne vågnede Og pludselig vågnede tilskuerne, der var blevet godt våde af et par skrappe regnskyl, op til dåd og skreg deres glæde ud, så det kunne høres over hele Haderslev og omegn, da Anders Egholm hovedstødte 1-1-udligningen ind efter et hjørnespark. Et slutresultat, der var en ny ’sejr’ for oprykkerne og noget af et nederlag for FCK, der kun har lavet tre mål i de første tre kampe. Oprykkernes 3-5-2-formation gav FCK’erne gode muligheder for at få de to backer, Zdenek Pospech og Oscar Wendt fremad på kanterne, og de var meget aktive i de første 45 minutter. Gæsterne spillede til tider, som om de ejede banen. De bestemte kampforløbet med glimrende pasningsspil og lod yderst sjældent hjemmeholdet komme til fadet. Angriberen Ken Ilsøe, der var på toppen mod FC Midtjylland, gav enkelte prøver på sin driblekunst og evne til at udfordre og komme forbi en mand og fyre løs udefra, men ellers var FCK i god kontrol. SønderjyskE fik ikke sat system og speed i omstillingsspillet. Men FCK fik altså heller ikke nok (flere mål) ud af overtaget med meget fløjspil, fordi indlæggene ikke var helt tilstrækkeligt skarpe. Laursen måtte på bænken Bagude havde FCK ikke besvær med at lukke af, og det eneste, der ramte FCK hårdt var den fiberskade i den ene læg, som sendte anfører Ulrik Laursen ud på bænken til behandling og unge Mathias ’Zanka’ Jørgensen ind ved siden af Peter Larsson i det centrale forsvar.






























