Fans af europæiske fodboldklubber skal hyppigt lære navne på nye spillere. Udskiftningen på holdene er nemlig stor. Når en spiller starter i en europæisk klub, bliver han der gennemsnitlig ikke mere end to en halv sæson, før han skifter til en ny.
Det fremgår af rapporten Demographic Study of Footballers 2011 udarbejdet af det schweiziske universitetssamarbejde The Professional Football Players Observatory (PFPO). Klubfølelse og loyalitet viger for penge »Det har ændret sig, i takt med at der er kommet flere penge i sporten. Der er flere klubskifter i dag. Jeg tror ikke længere så meget på følelser i det her spil. Man går efter kroner og øre og efter at spille på det allerhøjeste niveau«, siger Morten Bruun, ekspertkommentator på 6’eren og forfatter til bogen ’På banen’ fra 2002 om udviklingen i dansk fodbold.



























