Det er en dyr fornøjelse at arrangere U21 EM i fodbold.
I hvert fald forventer Dansk Boldspil-Union (DBU) et underskud på 2-3 millioner kroner for at afvikle sommerens slutrunde i Danmark. Det fortæller turneringsdirektør Christian Bordinggaard. »Så det er en slags investering, vi laver«, siger Christian Bordinggaard – bror til U21-landstræner Keld Bordingaard, der på lørdag sender sine drenge på banen til første kamp mod Schweiz. Morgendagens stjerner »Vi vil gerne give hele Danmark en oplevelse med ypperlig fodbold og morgendagens stjerner på hjemmebane«, siger turneringsdirektøren. I alt er DBU’s EM-budget på 35-37 millioner kroner, der blandt andet går til administrativt arbejde og leje af stadioner. En stor del af udgifterne dækker Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) og Sport Event Denmark, men tilbage står stadig et massivt underskud. Indtægter fra sponsoraftaler, billetsalg og tv-aftaler ryger nemlig direkte ind på Uefa’s bankkonto.



























