Sloganet til U21-EM i Danmark lyder ganske bombastisk og flot: Stars of today, superstars of tomorrow – stjerner af i dag, superstjerner af i morgen.
Men reelt set gælder det kun fåtallet af de danske fodbolddrenge. Ifølge en statistik fra Dansk Boldspil-Union (DBU) når kun i gennemsnit hver fjerde U21-landsholdsspiller det bedste nationalmandskab. Og de færreste af dem etablerer sig som profiler. En god årgang »Nu er det heldigvis ikke en hel U21-årgang, der skal tage springet til et internationalt niveau. Vi skal bruge en to-tre stykker til A-landsholdet, og det skal vi også nok finde på den her årgang«, siger U21-landstræner Keld Bordinggaard. Christian Eriksen er allerede etableret på det bedste mandskab, mens Mathias ’Zanka’ Jørgensen og Daniel Wass også har været udtaget de seneste par gange.






























