Racing har været min klub siden 2006, hvor jeg som studerende i Buenos Aires blev kastet hovedkulds ind i den altomfattende argentinske fodboldkultur. Jeg spillede selv på et universitetshold og blev taget i kraven af en gruppe af mine holdkammerater, der alle holdt med Racing.

De havde fundet ud af, at jeg endnu ikke havde kastet min kærlighed på et argentinsk hold, og nu gjaldt det om at få kapret den nytilkomne og få mig konverteret til de rette blå-hvide farver, før andre kom dem i forkøbet. Siden har der ikke været nogen vej tilbage. En hæsblæsende stadiondebut mod River Plate, og jeg var solgt til ’La Academia’.

Den bedste spiller på holdet lige nu er svær at sætte et navn på. Racing er en slags ’Argentinas AGF’, et hold, hvor man arbejder hårdt, og enheden altid er over individet.

Et bud kunne dog være colombianske Teófilo Gutiérrez, som hidtil har nettet 21 gange i 34 kampe siden ankomsten i 2011. Hans landsmand Giovanni Moreno er også uhyre vigtig.

Den vigtigste spiller i klubbens historie er Pedro Ochoa. Ochoa huserede på Racings legendariske mandskab i starten af det 20. århundrede, hvor han sikrede syv mesterskaber i streg.

Ochoa var med til at etablere Racing som ’El Primer Grande’ og var en nær ven af tangolegenden Carlos Gardel, som dedikerede en sang til ham. Han er symbolet på Racings ånd og den mest scorende Racingspiller nogensinde med 244 mål i 278 kampe.

På holdet kunne vi godt bruge en dygtig angriber, med masser af mål i støvlerne. Selv om det blev til en andenplads i 2011/2012 Aperturaen, så skete det med kun 16 kasser i 19 kampe. Det er ikke nok til at kunne leve op til de evige forhåbninger om en placering i toppen af tabellen.

Den bedste træner gennem tiderne er Juan José Pizzuti. Pizzuti dirigerede Racing fra 1965 til 1969 og introducerede en tidlig form for totalfodbold. I 1966 sikrede han mesterskabet og fulgte året efter bedriften op med at vinde Copa Libertadores.

Samme år hjemtog ’El equipo de José’ verdensmesterskabet for klubhold ved at besejre Celtic. Pizzuti formåede at sidde på stolen uafbrudt i fire år og fire måneder, hvilket fortsat er en klubrekord.

Den bedste kamp, jeg har set med min klub, var et arvefjendeopgør mod Independiente, det såkaldte Avellaneda Derby på hjemmebanen Estadio Juan Domingo Perón.

Opgøret er et af de mest traditionsrige i argentinsk historie, og klubberne ligger klos op ad hinanden i Avellaneda, en forstad til Buenos Aires. Kampen endte 1-1, men er stadig den mest intense oplevelse, jeg har haft på et fodboldstadion. Øredøvende larm, bigbands, støv, blå mærker, massive tifoer og laviner af fans ved hver en chance. En totaloplevelse for hardcore fodboldfans som man kun får den serveret i Argentina.

I næste kamp møder vi Arsenal Sarandi på udebane 4. marts. Efter tre kampe og blot et enkelt point i denne sæson er kravet om sejr til at tage og føle på for træner Alfie ’El Coco’ Basile, som selv spillede under Pizzuti i 1960’erne. Basile ankom som en hjemvendt helt til Racing før denne sæson, efter at han havde hjulpet holdet til oprykning i 1985, og har også trænet holdet over yderligere to omgange i 1970’erne og 1990’erne.

Han er det perfekte match for Racing, der ikke har vundet et trofæ siden mesterskabet i 2001. Racing er et hold, som er kendt for at underpræstere uden at gå på kompromis med den stolte arv, men man håber nu, at Basile er manden, der kan gøre op med dette kompleks en gang for alle.

Historien går sommetider i ring, og få steder er dette så sandt som i argentinsk fodbold. Dette gælder også i Avellaneda, hvor man nu blot venter på, at det endnu en gang bliver Racings tur til at fejre de store triumfer.

David M. Barnwell er freelancejournalist og fotograf i München. _______________________________________________________________________

Hver fredag er 'Min Klub' en fast kommentar i avisen og på nettet skrevet af en række Politikenmedarbejdere eller læsere om tilhørsforholdet til en bestemt udenlandsk klub.

Giv din mening til kende i kommentarfeltet nedenunder.