TV: Fodboldspillere, der gik efter andet end bolden

2011. Målmand Esteban Alvarado blev udvist af kampen mellem Ajaz og Az, men fik ikke karantæne. Den 19-årige baneløber blev til gengæld sendt to måneder i fængsel og må ikke vise sig til fodboldkampe på Ajax' hjemmebane i 30 år.
2011. Målmand Esteban Alvarado blev udvist af kampen mellem Ajaz og Az, men fik ikke karantæne. Den 19-årige baneløber blev til gengæld sendt to måneder i fængsel og må ikke vise sig til fodboldkampe på Ajax' hjemmebane i 30 år.
Lyt til artiklen

Eden Hazard, Chelseas midtbanespiller, som i går fik rødt kort for at sparke en bolddreng, er langt fra den første spiller, der trækker overskrifter efter at have sparket mod andet end selve bolden.

Nedenfor finder du en stribe fodboldspillere, der gik over stregen og begik vold mod enten andre spillere eller fans.

Cantonas Kung Fu-spark
I midten af halvfemserne blev Manchester United-angriber Eric Cantona udvist for at have sparket forsvarsspilleren Richard Shaw fra Crystal Palace.

Han gik dog ikke fredeligt - på vej ud fra banen fløj Cantona bogstaveligt talt hen over banden og ramte en hooligan i et flyvespark.

Cantona blev efterfølgende anholdt for vold. Hele episoden blev dog endnu mere bizar, da han marcherede ud fra en pressekonference efter at have givet følgende kommentar:

»Når måger følger en fiskekutter, er det, fordi de tror, der bliver kastet sardiner i havet«, sagde Cantona. Hvorefter han gik.

Joey Bartons angreb på tre City-spillere
Sidste forår fik Queens Park Rangers-midtbanespilleren Joey Barton rødt kort for at give argentinske Carlos Tevez en albue i hovedet i en Premier League-kamp mod Manchester City.

Efter at have råbt ad dommeren, trampede han vredt rundt om sværmen af spillere fra begge hold og besluttede sig spontant for at sparke Citys Sergio Aguero. Derefter forsøgte han forgæves at nikke City-anfører Vincent Kompany en skalle.

Flere mænd måtte efterfølgende på banen for at »beskytte Barton mod sig selv«, som kommentatorerne siger i nedenstående video.

Og de slipper ham ikke før helt ude i spillertunnelen.

Schmeichel som dørmand
Hvad hidsigpropper angår, kan vi godt være med herhjemme.

Det fik en fan fra det tyrkiske hold Galatasaray at føle, da han løb ind på banen under en kamp mellem Galatasaray og Manchester United, som Schmeichel repræsenterede en årrække. Videoen leverer endda soundtrack til virkeligheden.

Den store lyse målmand tager ganske simpelt fanen i nakken og slæber ham hen til sidelinjen, som han kyler ham ud over. For lige at runde dørmandsstilen af puster Schmeichel sig op over for to Galatasaray spillere, der kommer for at brokke sig, og de trækker sig da også helt af sig selv.

Mellemamerikansk flyvespark
Lidt i samme dur ligger den costaricanske målmand Esteban Alvarados nedlægning af en fan i en kamp i den hollandske æresdivision.

Men hvor Schmiechel på gammeldags manér bruger sin fysik til at slæbe fanen ud, går AZ Alkmaar-målmanden mere til makronerne.

Faktisk så meget, at han lægger ud med et flyvespark, giver et par velplacerede højrehug med vristen og slutter af med et rødt kort.

Udvisningen faldt Alkmaars træner, Gertjan Verbeek, så meget for brystet, at han sendte hele holdet i bad i protest. Den kamp varede 36 minutter.

Hvad sagde han om Zidanes søster?
I 2006 kom verdens bedste fodboldspiller fra 1998, 2000 og 2003 ud i gevaldige problemer.

I sin sidste kamp for det franske landshold, kom den af og til temperamentsfulde fransk-algerier Zinedine Zidane i klammeri med den italienske forsvarsspiller Marco Materazzi, der sluttede med, at Zidane nikkede forsvareren en skalle.

Ifølge skriverierne efter kampen havde Zidane sagt til Italieneren, der rev ham i trøjen, at ville han have hans t-shirt, kunne han få den i stedet.

Ifølge Zidane svarede Materazzi, at han hellere ville have Zidanes ludersøster, og den flabethed fik han kontant svar på.

Endnu en målmand
Af en eller anden grund er der mange målmænd, som har sneget sig ind i denne liste. En af de berygtede er vesttyske Harald Schumacher, som ud over en lang klubkarriere i FC Köln, især er kendt for en hændelse under VM-semifinalen 1982.

Hændelsen er fra perioden før en halv million kameravinkler per kamp, så vær lidt tålmodig og spids øjne.

Her løb Schumacher og franske Patrick Battiston sammen på en måde, der gjorde, at Battiston mistede flere tænder, fik hjernerystelse og endte i koma. Dommeren mente dog ikke, at der var noget at udsætte på hændelsen, som end ikke udløste et frispark.

Hovedløse handlinger

Til sidst tager vi en tur rundt i fodboldlandskabets mest nedrige regioner fra året 2012.

Ude på det store internet findes der nemlig folk, som ganske nedkært sidder og følger med i alt det, der ikke burde være sket på banen. Og de klipper det sammen og lægger det ud på Youtube.

Her kan du blandt andet nyde en peruansk fodboldspiller, der sparker en kampklædt betjent i ryggen, skaller i den mexikanske liga og mange andre uhyrligheder.

Alt det kan du selv gå på opdagelse efter i linket nedenfor.

MERE VOLD Vilde episoder fra fodboldåret 2012

Rasmus Raun Westh

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her