Kvindelandsholdet knokler for at finde EM-niveau

styrkeprøve. Stina Lykke Pedersen giver alt, hvad hun har, i denne test, før holdet tog af sted til det lune Algarve.
styrkeprøve. Stina Lykke Pedersen giver alt, hvad hun har, i denne test, før holdet tog af sted til det lune Algarve.
Lyt til artiklen

Det danske kvindelandshold i fodbold er i fuld gang med forberedelserne til sommerens EM-slutrunde i Sverige. Seks fotoceller er stillet op over en afstand af 30 meter i den store gymnastiksal under Syddansk Universitet i Odense. Medlemmer af Team Danmarks sportsfysiologiske team overvåger nøje resultaterne på deres bærbare computer, mens Anja Thorsen fra Brøndby IF drøner ned ad hallen i høj fart.

I den anden ende af hallen løber fire spillere frem og tilbage på banen, mens tempoet gradvis stiger i deres ’bip-test’. Der var plads til smil og drillerier, inden testen gik i gang, men smilene falmer, i takt med at vejrtrækningerne bliver dybere og tempoet på løbebanen stiger. Bag et alternativt skrivebord bestående af et boldbur fyldt med basketbolde instruerer en af trænerne og piller løbende spillerne ud, når de ikke kan nå i mål, inden bippet lyder.


Mælkesyre
Straks efter udholdenhedstesten skal spillerne ned at sidde ved et feltlaboratorium, der er sat op ved et bord for enden af hallen. Her får spillerne taget en blodprøve, der viser koncentrationen af mælkesyre i atleternes krop, inden de skal op i laboratoriet, hvor de skal have foretaget flere undersøgelser.

Seancen var en del af kvindelandsholdets fysiske test i sidste uge, hvor spillernes form skulle under luppen. De blev kigget efter i sømmene i forhold til antrit, springkraft, hurtighed og styrke. Eftersynet var en del af EM-forberedelserne, som har været undervejs siden december, hvor landsholdet fik kampe i benene ved en træningsturnering i Brasilien. I denne uge intensiveres forberedelserne, når de danske fodboldkvinder giver bolden op ved turneringen Algarve Cup, hvor holdet skal prøve kræfter med de bedste hold i verden.

Den absolutte top venter
Det danske hold skal møde verdens tre bedste hold på otte dage ved turneringen på den portugisiske solskinskyst. Den ene kamp blev afviklet i søndags, da landsholdet ved en uofficiel træningskamp mødte de amerikanske verdensettere, der vandt 4-1 over danskerne. Danmark er nr. 13 på Fifa-ranglisten. I løbet af de næste par dage møder de også Tyskland og Japan, der ligger henholdsvis nummer 2 og 3 i verden.

Formålet med træningsturneringen er ikke at komme højere på verdensranglisten, men derimod at blive klar til de europæiske mesterskaber, fortæller landstræner Kenneth Heiner-Møller.

»Det handler om, at de allerbedste spillere i Danmark skal matches med nogle, der er endnu bedre end dem selv«, siger landstræneren, der vil bruge turneringen til at finde sin startopstilling til sommerens EM. Han forventer, at hans spillere vil kæmpe for at bide sig fast i truppen.



»Jeg forventer, at alle viser sig frem. Der er lang tid til EM-slutrunden, men der er ikke mange kampe, så jeg forventer, at alle kommer ind for at vise, at de skal være en del af truppen, der skal til EM. De bliver nærstuderet, og der er andre til at overtage, hvis nogle spillere ikke præsterer«, siger Kenneth Heiner-Møller, der skal finde 23 spillere til EM-truppen.

Landsholdet står over for otte landskampe, inden det går løs 10. juli, når det danske hold skyder EM i gang mod de svenske værter. Det ambitiøse program frem mod EM giver det danske hold optimale forberedelsesmuligheder, mener Anders Johansen, der er daglig leder for DBU Landshold.

»Det er den stærkeste turnering, der overhovedet er foruden EM og VM«, siger han om turneringen, der i år har samlet 12 landshold fra fire kontinenter.

God træning
I aften møder de danske kvinder de forsvarende tyske europamestre i den første puljekamp. Efterfølgende tager Danmark imod det mere jævnbyrdige norske hold inden mødet med de japanske verdensmestre i den sidste puljekamp. Der er tale om en hård turnering, men det er der ikke noget galt med, mener 24-årige Sanne Troelsgaard Nielsen, der er udtaget til Algarve Cup for fjerde gang.

»Det er en god træningsturnering, hvor vi får spillet en masse kampe på et højt internationalt niveau. Vi er kommet i en svær pulje i år, men jeg glæder mig til at få nogle gode kampe, så vi kan bygge videre på forberedelserne til EM«, siger angriberen, der er blandt de otte Brøndbyspillere, der er udtaget til Algarve Cup-truppen.

Karrierevalg sender DBU på landstrænerjagt

Sean Coogan

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her