At Danmark er i semifinalen ved det igangværende EM i kvindefodbold er et mindre mirakel. Den kommende modstander Norges tilstedeværelse blandt de sidste fire hold er mindre overraskende.
Torsdag tørner de to skandinaviske lande sammen, og selv om Norge er klar favorit, så taler statistikken for en dansk sejr i kampen, der gælder en plads i finalen mod enten Tyskland eller Sverige, som mødes onsdag i den første semifinale.



























