I dag kan meget vel gå hen og blive en af de største dage i DBU’s historie, når Uefa’s præsident Michel Platini klokken 13.00 træder op på talerstolen i Genève, Schweiz, og melder ud, hvilke 13 nationer der får del i EM-værtskabet i 2020, som samtidig er 60-års jubilæet for den store sportsbegivenhed.
Der er i alt 19 nationer, der har budt ind på værtskabet, hvor de to af dem, Tyskland og England, primært er interesseret i en finalepakke, der indeholder semfinalen og finalen. De resterende nationer kæmper om en såkaldt standardpakke, som består af tre kampe i de indledende runder samt 1/8-finaler eller kvartfinale. Københavns infrastruktur og Danmarks indsats på sundhedsområdet er bare noget af det, DBU har forsøgt at fremhæve i ansøgningen til Uefa.




























