Siden Sydkorea debuterede på den internationale scene ved de olympiske lege i London i 1948, har holdet været en magtfaktor i asiatisk fodbold. Syv gange har nationen deltaget ved VM med fjerdepladsen på hjemmebane i 2002 som det absolutte højdepunkt, men trods sin status som stormagt i regionen, er det over 50 år siden, Sydkorea har stået øverst på podiet ved Asian Cup.
Faktisk vandt Sydkorea de to første udgaver af turneringen i 1956 og 1960 inden titeltørken satte ind, og i de seneste 15 år har Japan indtaget positionen som Asiens bedste fodboldhold. Sydkorea skal over 25 år tilbage – til 1988 – for at registrere den seneste finaleplads i Asian Cup, og det er noget, som plager den stolte sportsnation.




























