Samarbejde. DBU og GBU vil indgå en partnerskabsaftale, der skal munde ud i bedre baner, bedre spillere, bedre trænere og bedre ledere for grøndlandsk fodbold.
Foto: Casper Dalhoff (Arkiv)

Samarbejde. DBU og GBU vil indgå en partnerskabsaftale, der skal munde ud i bedre baner, bedre spillere, bedre trænere og bedre ledere for grøndlandsk fodbold.

Fodbold

Nyt parløb skal bringe Grønland ind i Uefa-familien

Grønland er et af klodens sidste lande, der ikke er medlem af et internationalt fodboldforbund. Men det bliver måske snart ændret.

Fodbold

Tæerne krummede sig i de dyngvåde fodboldstøvler, da John Thorsen listede ud af grusbanen i Nuuk sidste år i maj.

Ikke så meget, fordi formanden for Grønlands Boldspil-Union (GBU) sammen med en flok af landets kendisser havde tabt til det franske showhold Le Variétés Club de France anført af den tidligere Arsenal-stjerne, Robert Pires, med 10-0.

Det var banen, byens bedste, der oversvømmet af smeltevand var blevet en parodi af en fodboldbane, som gjorde formanden flov. Overalt var der store vandpytter. Nogle steder til anklerne. Og så var der dækspor.

»Den værste bane, jeg har spillet på«, sagde den tidligere Lyon-spiller, Romarin Billong, til avisen Sermitsiaq, da han forlod øen et par dage senere.

»Det var direkte pinligt«, erkendte John Thorsen over for avisen.

På den baggrund er det svært at se, hvordan han og GBU igen skal lokke nuværende eller tidligere fodboldstjerner til kamp i et af jordklodens koldeste hjørner.

Ikke desto mindre er netop det målet med en ny langsigtet strategi for grønlandsk fodbold. Som et af de sidste lande i verden, der ikke er medlem af et tværnationalt fodboldforbund, vil den sneklædte ø nu bryde ud af isolationen og ansøge om medlemskab i først det europæiske (Uefa) og siden det internationale fodboldforbund (Fifa). Og meget gerne inden 2020.

»Vi har det jo skidt med at stå udenfor. Vi kan godt se, at vi mangler meget. At vi er amatører uden ordentlige baner. Men det må vi jo lave om på«, siger GBU-formand John Thorsen med henvisning til den række af optagelseskrav, som de internationale forbund stiller til nye medlemmer. Alligevel vil GBU allerede nu udforme en ansøgning til Uefa og sideløbende sætte gang i den plan, som skal give grønlandsk fodbold det nødvendige løft.

»Vi ved af erfaring, at det kan tage år, før Uefa er færdig med at behandle en sådan ansøgning. Derfor søger vi nu for ikke at spilde tiden«, siger John Thorsen.

Nye toner fra Uefa

For første gang siden grønlænderne begyndte at bejle til den internationale fodboldfamilie i slutningen af 1990’erne, får de nu også hjælp fra rigsfællerne i Danmark.

Til august underskriver Dansk Boldspil-Union (DBU) og GBU efter planen en partnerskabsaftale, der skal munde ud i bedre baner, bedre spillere, bedre trænere, bedre ledere og dermed bedre mulighed for at overbevise de 54 nuværende Uefa-medlemslande om, at Grønland også bør være en del af familien.

»Vi går fuldt ind i det her. Hvis grønlænderne vil, så mener jeg også, at vi er forpligtet til at hjælpe. Men der mangler nogle ting, før de opfylder de krav, som Uefa opstiller for at blive medlem«, siger formanden for DBU, Jesper Møller, som i foråret har været på charmetur på vegne af grønlænderne i Uefa, Fifa og blandt de øvrige fem nordiske lande.

Netop nu udformer han aftaleteksten, der blandt andet omfatter økonomisk støtte og især ekspertise fra Fodboldens Hus i Brøndby.

Vi har det jo skidt med at stå udenfor

Meldingen fra Jesper Møller markerer et kursskifte i DBU, som hidtil har vaklet i støtten til Grønland. I 2011 sagde den daværende formand, Allan Hansen, at han ikke mente, landet »umiddelbart har en mulighed for at blive medlem«.

Men også Allan Hansen har i dag skiftet mening. Fra pladsen i Uefa’s øverste organ, eksekutivkomiteen, er sortsynet vendt til optimisme.

»For fem år siden ville jeg have sagt, at det var helt udelukket. Men det gør jeg ikke længere, for i dag er der en mere fleksibel indstilling til medlemskravene fra Uefa’s og Fifa’s side«, siger Allan Hansen.

»Vi forsøger også gerne at hjælpe dem med bygge noget infrastruktur op, selv om de ikke er medlem endnu. Det ligger også i partnerskabsaftalen med DBU, at Uefa også kan hjælpe Grønland med bistand, både økonomisk og uddannelsesmæssigt, til at bygge infrastrukturen op«.

Spøgelset fra Gibraltar

Det er især to optagelseskriterier, der står i vejen for en optagelse i Uefa og Fifa. For det første kræver forbundene, at ansøgerlandet skal være medlem af FN.

I Uefa-regi blev det krav vedtaget i 2007 efter pres fra Spanien, som gennem en årrække havde modsat sig Gibraltars ønske om at blive en del af den europæiske fodboldfamilie.

Klippen ved indgangen til Middelhavet hører nemlig under den britiske krone, og i forsøget på at undgå, at Baskerlandet og Catalonien lod sig inspirere, lykkedes det spanierne at gennemtrumfe kravet om FN-status.

Lovændringen har imidlertid vist sig at ramme skævt. I 2011 besluttede den uafhængige sportsdomstol Cas, at Uefa ikke kunne nægte Gibraltar optagelse i Uefa med den begrundelse, at ansøgningen om medlemskab var indgivet otte år, før Uefa fandt på det juridiske krumspring. I 2013 blev Gibraltar dermed optaget. Men landets tvist med Spanien har til gengæld sendt problemet videre til Grønland.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ifølge Allan Hansen fra Uefa’s eksekutivkomité er det europæiske forbund dog ved at bløde op. Det samme kan meget vel ske i Fifa, der i forvejen har 17 medlemslande uden FN-status og tre medlemslande, som end ikke er anerkendt af FN. Og så England, Skotland, Nordirland og Wales, der samlet set hører under Storbritannien i FN, men hver især er optaget i både Fifa og Uefa.

»Med de tilkendegivelser, som er givet fra Uefa indtil videre, vil jeg sige, at det ikke er definitivt, at Grønland aldrig kan blive medlem under de nuværende regler«, siger Allan Hansen og lufter også muligheden for, at Grønland i første omgang kan få et delvist medlemskab, så landsholdet kan spille venskabskampe mod anerkendte Uefa-lande. En løsning, som Allan Hansen ikke kan forestille sig, at »nogen kan have indvendinger mod«.

I disse dage er Cas ved at tage stilling til Gibraltars sag på Fifa-niveau, men GBU-formand John Thorsen regner ikke med, at Grønland skal gå rettens vej.

»Selvfølgelig, hvis det hele går i hårdknude, så kan det blive nødvendigt. Men jeg fornemmer ikke, at det er et krav, som forbundene står hårdt fast på«, siger han.

Fra grusbane til nationalarena

Det andet kriterium drejer sig om baneforholdene i Grønland. Lige nu huser Qaqortoq, også kaldet Julianehåb, i Sydgrønland en af landets eneste kunstgræsbaner. Den er delvist finansieret af Fifa, men imidlertid ikke stor nok til 11-mands-fodbold. Til det har Grønland kun de grusbaner, der ofte enten er for våde eller for tørre i de to-tre måneder om året, de ikke dækket af sne.

Sådan er det også lige nu, hvor landets 5.800 fodboldspillere spændt venter på, at sneen smelter, så udendørssæsonen kan begynde.

»Skal vi modtage landshold og afvikle internationale kampe, så skal vi have nogle full size kunstgræsbaner. Gerne overdækkede. Og så et nationalt stadion. Får vi det, er vi nået langt«, mener John Thorsen.

En overdækket bane kan nemlig forlænge udendørssæsonen til otte måneder. Og kommer der ligefrem varme i underlaget, kan bolden rulle året rundt.

Måske skal John Thorsen ikke vente længe, før drømmen om nye baner går i opfyldelse.

De nuværende regeringspartier, Siumut, Demokraterne og Atassut, aftalte, da de dannede koalition i december, at de ville bakke op om en grønlandsk ansøgning til de internationale forbund og samtidig sikre, at der bliver afsat penge til at bygge kunstgræsbaner i fuld størrelse – en i hver af landets fire kommuner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og endnu bedre blev det i sidste uge, da Landstinget afsatte én million kroner på finansloven til at udarbejde en plan for opførelsen af et nationalt stadion i hovedstaden Nuuk. Et stadion, der både skal være overdækket og opvarmet. Håbet er, at stadionet står klar inden for fem år med plads til nogle få tusinde tilskuere.

Formelt kræver Uefa, at kvalifikationskampe til europamesterskaberne skal afvikles på et stadion med mindst 8.000 siddepladser. Så stort bliver et nationalt stadion næppe, men det behøver ikke blive et problem.

Førnævnte Gibraltar har hidtil spillet kvalifikationskampe i den portugisiske by Faro, mens der ventes på en ny hjemmebane, Europa Point Stadium, som bliver opført med plads til 8.066 tilskuere. I bjerglandet Andorra på grænsen mellem Spanien og Frankrig har Uefa givet tilladelse til at spille kvalifikationskampe på Estadi Nacional med bare 3.306 sæder.

»Alene det at få et stadion er jo stort for os«, siger John Thorsen med udsigten til, at han en dag i fremtiden slipper for krumme tæer i gennemvåde fodboldstøvler, når det snedækkede land får fine fodboldgæster fra udlandet.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce