På et plankeværk i min barndomsby Faxe stod der i årevis DANMARK-SOVJET 4-2 med store hvide bogstaver.
Normalt blev graffititekster hurtigt malet over i Faxe. Men ikke denne tekst. Årsag: På en bagende varm Grundlovsdag 5. juni 1985 mødte det danske fodboldlandshold og en ung Michael Laudrup stormagten Sovjet. Danmark vandt 4-2 over russerne i den bedste og mest underholdende fodboldkamp, der er spillet i Danmark, og træner Pionteks tropper stod efter kampen med den ene fod i VM-turneringen i Mexico året efter.




























