Mens en gruppe eksperter tjekker, måler og vejer hvert et strå på Olympia Stadions græs i den bagende sommersol; mens den tidligere fodboldstjerne Michael Ballack ved Brandenburger Tor fortæller en gruppe unge fans, at »Juventus har en god chance i finalen, fordi italienerne bare kan det der med at forsvare sig«, og mens en japansk journalist på formentlig byens højeste hæle let vaklende spørger om vej til mediecentret, ligger der bag hele fodboldfesten i den tyske hovedstad en sag og lugter. En sag, som ingen ved, hvordan vil udvikle sig i resten af denne måned. Eller måske resten af året.
Berlins regerende borgmester, Michael Müller (SPD), håber, »at international fodbold omsider er på vej mod mere åbenhed«, og siger, at han »forstår, hvorfor fodboldfolket har brug for en ny start«. Men det kan tage sin tid, før man kan lægge den afgående præsident for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), schweizeren Sepp Blatter, og en række af hans nærmeste medarbejdere bag sig og se frem.

























