Glæden er tilført en betragtelig portion lettelse, når U21-landsholdet gør status over EM-slutrunden, som for Danmarks vedkommende i første fase sluttede med 2-0 over Serbien og derfor fortsætter med en semifinale i Prag lørdag aften. Nu er presset fra forventningerne til det, der er i vide fodboldkredse bliver kaldt en gylden generation, forduftet og efterlader luft til ambitioner om at spille endnu bedre.
»I fodbold er der altid forventninger. Folk venter noget af os, fordi vi har været gode. Hvis vi bare bliver ved med at tro på os selv, kan vi – nemt sagt nu – indfri forventningerne, men der er stadig plads til forbedringer. Det er fedt at være i semifinalen og så alligevel sige, at vi kan gøre noget bedre«, siger Pierre-Emile Højbjerg.




























