Arnar Grétarsson glæder sig til, at rækken af birketræer ud mod Atlanterhavet vokser sig store og dækker for vintervindene, der blæser ind over Breidabliks grønne træningsbaner syd for hovedstaden, Reykjavik.
I dalen mellem hvidpolerede parcelhuse og frodige forhaver i byen Kópavogur, hvor Breidablik, en af Islands største fodboldklubber, holder til, er vejret den værste fjende. Det kan spolere træninger flere dage i træk. Sådan er det for alle islandske klubber, og Grétarsson er nærmest mere optaget af birketræerne end spillernes småtræning.


























