Overblik: Ni danske weekendscoringer i europæisk klubfodbold

Passeret. Jesper Hansen måtte hente bolden ud af nettet fire, da han med Bastia tabte stort til Marseille.
Passeret. Jesper Hansen måtte hente bolden ud af nettet fire, da han med Bastia tabte stort til Marseille.
Lyt til artiklen

Danskere spillede både hovedroller og optrådte som passive statister i forgangne internationale fodboldweekend. Det viser en gennemgang af kampene for de klubber, der har danske spillere på kontrakt. Kun spillere udtaget til deres klubbers respektive aktuelle trup er omtalt.

Belgien, Pro League

Danskeropgøret mellem Zulte-Waregem og Gent sluttede 1-1. Jesper Jørgensen kom på banen for hjemmeholdet fra anden halvlegs begyndelse som erstatning for marokkaneren Karim Essikal. Lasse Nielsen spillede hele kampen for udeholdet og fik en advarsel efter en lille times spil, mens Nicklas Pedersen sad på udeholdets bænk hele kampen.

England, Premier League

Kasper Schmeichel blev passeret to gange i Leicesters hjemmekamp mod Aston Villa, men endte alligevel som sejrherre med avancement til Premier Leagues andenplads, da holdkammeraterne Ritchie Da Laet, Jamie Vardy og Nathan Dyer scorede inden for de sidste tyve minutter.

Anders Lindegaard sad på bænken for West Bromwich i hele 0-0-opgøret mod Southampton.

England, Championship

Nicolai Brock-Madsen sad hele kampen på bænken for Birmingham i 4-2-hjemmekampen mod Bristol City.

Lasse Vibe var på højre kant for Brentford i alle 90 minutter på udebane mod Leeds, der ikke fandt plads til Casper Sloth i truppen. Kampen endte 1-1.

Efter en kort skadepause vendte Simon Makienok tilbage til Charltons hold, da han kom ind efter efter 63 minutter af hjemmekampen mod Rotherham. Da han erstattede den tidligere FCK'er Igor Vetokele, var stillingen 0-1, men blot et par minutter senere udlignede den tyske forsvarsspiller Patrick Bauer til slutresultatet 1-1.

Lasse Vigen Christensen sad på Fulhams bænk hele vejen frem mod sejren på 2-1 over Blackburn.

Jonas Knudsen og resten af Ipswich-holdet fik allerede fredag aften ørerne i maskinen i udekampen mod Reading. 5-1 vandt hjemmeholdet. Den danske venstre back blev præsenteret for et gult kort i overtiden.

England, League 2

40-årige Brian Jensen gjorde, hvad han skulle i fjerdebedste engelske række, da han holdt buret rent for Mansfield, som selv nettede fire gange mod Crawley.

Frankrig, Ligue 1

Jonas Lössl og Lars Jacobsen vendte hjem fra skuffelserne med landsholdet til opmuntring for klubholdet. Begge spillede hele kampen, da Guingamp vandt 1-0 på udebane over Nice og rykkede på midt i rækken med anden sejr i træk.

Martin Braithewaite fik kun ganske få minutter på banen i Danmarks landskamp i Armenien, så han havde et fysisk overskud med hjem til Toulouse. Det udnyttede han til at øge sit holds føring til 2-0 efter en halv times spil af hjemmekampen mod Reims, der til gengæld kom godt tilbage efter pausen og fik udlignet til 2-2.

Dataviz-kort:

Verdenskortet: Antallet af danskere i udlandet runder endnu en vild milepæl

Jesper Hansen havde en alt andet en god søndag aften i målet for Bastia. Fire gange blev han passeret i udekampen mod Marseille, før det mod slutningen lykkedes holdet fra Korsika fik reduceret en enkelt gang.

Grækenland, Super League

Panathinaikos skuffede ved at tabe 0-1 i udekampen mod Panionos. Rasmus Thelander var dog uden direkte skyld i nederlaget – han tilbragte aftenen på udskiftningsbænken.

Holland, Eresdivisie

Martin Hansen blev passeret en enkelt afgørende gang i Den Haag-målet, for det blev kampens eneste scoring i hjemmekampen mod Heracles. Thomas Kristensen sad hele kampen ubenyttet hen på Den Haags bænk.

Viktor Fischer gjorde sit til at understrege, hvor forkert det var, at han skulle begyndte udekampen mod Twente ved siden af blandt andre ubenyttede Lasse Schöne på Ajax-bænken. Ni minutter efter at kom på banen for erstatning for frontløberen Arkadiusz Milik, scorede den unge dansker og bidrog til det uafgjorte resultat.

Trods moderbinding spiller over 100 danskere fodbold i udlandet

PSV Eindhoven varmede op til Champions League med 6-0 på udebane over Cambuur. Simon Busk Poulsen måtte nøjes med at nyde opvisningen på PSV's bænk.

Lucas Andersen sad også på sidelinjen i alle Willem II's 90 minutters ophold på Feyenoords anlæg.

Irland, FAI Cup

I den irske pokalturnering fik Sligo Rovers fredag aften en på hatten af Dundalk, der kun førte 1-0, da Morten Nielsen kom på banen, men endte med at vinde hjemmekampen 4-0.

Island, Úrvalsdeild

Fire minutter inde i overtiden blev Kennie Chopart, der tidligere har spillet for Esbjerg og Varde, den store helt for Fjölnir, da han scorede sejrsmålet til 3-2 i udekampen mod Leiknir Reykjavik, der ellers først indtil det 83. minut.

Tre danskere var i startopstillingen for KR Reykjavik i udekampen mod Akranes. Rasmus Christiansen og Søren Frederiksen var med hele vejen i 0-0-opgøret, mens Jacob Schoop blev skiftet ud tre minutter før tid.

Patrick Pedersen med fortid i Vendsyssel leverede varen for Valur, som han har været hos i flere omgange. Først åbnede han scoringen mod Keflavik og udlignede siden til 2-2 på et straffespark kort efter pausen, inden Emil Atlason sørgede for sejrsmålet.

Thomas Nielsen blev passeret to gange i løbet af 90 minutters indsats Vikingurs mål, men var alligevel med til at sikre et point med 2-2 i hjemmekampen mod Breidablik.

Italien, Serie A

Juventus skuffede med 1-1 i lørdagens hjemmekamp mod Chievo, uden at Anders Christiansen for alvor kan tage del i glæden over det ene point. Han sad på udeholdets bænk fra start til slut.

Norge, Eliteserien

Den norske fodboldweekend åbnede fredag aften med storsejr på 5-0 til Strømsgodset over Haugesund med to danskere i startopstillingen. Søren Christensen spillede hele kampen på midtbanen og fik en advarsel undervejs mod ydmygelsen, mens Christian Gytkjær fik 75 minutter i angrebet.

Thomas Juel-Nielsen var eneste dansker med fuld spilletid for Sandefjord, der lørdag på hjemmebane tabte 2-4 til Molde. Mads Pedersen fik den sidste halve time på banen, mens målmanden Jakob Busk Jensen blev siddende på bænken.

Marco Pries Jørgensen stod på mål for Mjøndalen i hele udekampen mod Tromsø og blev belønnet for 90 minutters indsats med et point via 0-0. Sanel Kapidzic bidrog med nogle få sekunders nøl ved at blive skiftet i kampens sidste minut.

Mike Jensen var eneste dansker i Rosenborgs startopstilling, mens Tobias Mikkelsen blev skiftet ind med tyve minutter igen af opgøret mod Stabæk, der var tilfreds med at komme fra kampen mellem nr. 1 og 2 i ligaen med 0-0.

Patrick Mortensen åbnede kampen med en tidlig scoring for Sarpsborg. Han satte bolden i nettet efter tre minutter mod Start Kristiansand, der blev passeret yderligere to gange, før udeholdet mod slutningen fik reduceret til slutresultatet 3-1. Steffen Ernemann bidrog fra start til slut til hjemmesejren, mens Lasse Heinze som målmandsreserve sad fuld tid på bænken. Michael Christensen spillede hele kampen i Start-forsvaret.

Norge, 1. division

Både Nicolai Geertsen og Tonny Brochmann var i startopstillingen for Sandnes Ulf, men sidstnævnte blev skiftet ud tyve minutter før tid, da Åsane var foran 3-1 og holdt fast i den føring kampen ud.

Strømmen holdt fast i mulighed for oprykningsspil ved at vinde 1-0 på udebane over Levanger. Thor Lange spillede hele kampen i vinderholdets forsvar.

Schweiz, Super League

FC Basel fastholdt positionen som tophold med maksimumpoint efter otte kampe i den schweiziske liga. Daniel Høgh spillede endnu en gang fuld tid i forsvaret, da St. Gallen blev besejret 2-1.

Spanien, Primera Division

Sevilla måtte fredag aften noget skuffende nøjes med 1-1 på udebane mod Levante. Michael Krohn-Dehli begyndte udekampen på bænken og fik kun et kvarters spilletid, efter at begge kampens mål var scoret.

Celta de Vigo fik en kæmpefordel i hjemmekampen mod Las Palmas, der fik målmand Javi Varas udvist efter 11 minutter. Fabian Orellana udnyttede det efterfølgende straffespark, så da Daniel Wass fem minutter senere øgede til 2-0, lignede det en sikker sejr. Sådan gik det bare ikke – hjemmeholdet øgede ganske vist til 3-1 kort efter pausen, men Las Palmas scorede to gange i den sidste halve time og fik 3-3.

Sverige, Allsvenskan

Kevin Stuhr-Ellegaard var lørdag på mål for Elfsborg og slap ganske godt fra udekampen mod Champions League-mandskabet fra Malmø FF. En enkelt gang blev danskeren passeret, da hjemmeholdet udlignede til slutresultatet 1-1 kort efter pausen.

Det var et dansk triumftog, da IFK Göteborg holdt fast i føringen i den svenske liga ved at vende 0-1 til 2-1 i Helsingborg. Robin Simovic bragte hjemmeholdet foran før pausen, men inden for otte minutter midt i anden halvleg sørgede Jonas Ankersen, der efterfølgende blev skiftet ud i 83. minut, og Søren Rieks for udligning og sejrsmål. Mads Albæk bidrog med fuld spilletid til IFK's succes, ligesom Frederik Helstrup spillede hele kampen for Helsingborg.

Tyrkiet, Süper Lig

Martin Spelmann kom på banen for Genclerbirligi kort efter, at hans svenske holdkammerater i målet, Johannes Hopf, med et kvarter tilbage var blevet noteret for et selvmål til 3-1 for hjemmeholdet Bursaspor. Uden direkte dansk medvirken lykkedes det at reducere til 3-2 i overtiden.

Tyskland, Bundesliga

Andreas Christensen nøjedes med at se på fra bænken gennem hele hjemmekampen, da Borussia Mönchengladbach fik øretæver på 3-0 af Hamburger SV.

Frederik Sørensen og resten af FC Kölns forsvar var i voldsom grad overmatchet i udekampen mod Eintrecht Frankfurt, der førte 3-0 efter 23 minutter og endte med at vinde 6-2. Den 23-årige dansker spillede hele kampen.

Leon Andreasen fik fuld spilletid, men ingen point, da Hannover 96 tabte 2-4 på hjemmebane mod Borussia Dortmund.

Endnu en gang blev det i rollen som indskifter, at Nicklas Bendtner bidrog til Wolfsburgs pointhøst. Et enkelt et af slagsen blev det til, da danskeren erstattede Bas Dost, uden at han eller nogen andre scorede i udekampen mod Ingolstadt.

To mål i overtid gav Werder Bremen en succesoplevelse med 3-1 ude over Hoffenheim. Jannik Vestergaard spillede alle minutter for vinderholdet.

Schalke 04 vandt 2-1 over Mainz 05, uden at Pierre-Emile Højbjerg kom ind fra bænken.

Tyskland, 2. Bundesliga

Eintracht Braunschweig vandt for tredje kamp i træk, da det blev 3-0 i udekampen mod FSV Frankfurt. Emil Berggreen spillede forreste mand fra begyndelsen, men kom ikke på målscorerlisten, inden han blev skiftet ud et kvarter før tid. Mads Hvilsom tilbragte hele kampen på sidelinjen.

Yussuf Poulsen løb meget uden det store udbytte i EM-kvalifikationskampen i Armenien mandag aften. Ikke desto mindre havde han overskud til at spille fra start for Red Bull Leipzig fredag aften og lagde endda op til Marcel Sabitzers åbningsmål. Stillingen havde nået slutresultatet 2-0, da den danske landsholdsspiller blev taget ud efter en times kamp.

Mandagens internationale fodboldprogram kan sende flere danskere i aktion i Frankrig, Norge og Singapore.

Søren-Mikael Hansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her