Weekendens kampe i de tre bedste danske fodboldrækker havde én ting til fælles: Ved ingen af de 23 opgør dukkede kontrollørerne fra Anti Doping Danmark op for at anmode om urinprøver, der kunne afsløre, om nogen af de godt 600 spillere har skudt en medicinsk genvej i jagten på succes.
På den måde ligner Danmark store dele af fodboldverdenen. Mens cykelsporten for længst har indført et koordineret og målrettet antidopingprogram, begrænser fodboldens bekæmpelse af snyderiet sig i grove træk til sporadiske stikprøver.


























