Eksemplerne har været mange: Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) tildeler et af sine 209 medlemslande nogle millioner kroner til at udvikle sporten i lokalområdet ved at bygge nye baner, et hovedkvarter eller noget helt tredje. Men det sker aldrig. Til gengæld kører præsidenten for det nationale fodboldforbund pludselig rundt i en smart sportsvogn og får bygget et pragthus med billedskøn udsigt.
I grove træk og lidt forskellige varianter er det sket talrige gange over de seneste årtier, typisk i mindre nationer. Og ifølge Fifa-kritikerne har den kriseramte sports nu suspenderede præsident, Sepp Blatter, brugt blandt andet den suspekte metode til at sikre støtte verden over, så han kunne holde sig selv ved magten igennem 17 år. Uanset om det er tilfældet eller ej, er der i hvert fald tale om misbrug af millioner af kroner, der skulle have gavnet fodbolden, hvor den stod svagt.



























