Først og fremmest er Jesper Møller fornøjet. Dansk Boldspil-Unions (DBU) formand er »naturligvis tilfreds« med, at majoriteten af verdensfodboldens medlemmer fredag aften stemte den 45-årige schweizer Gianni Infantino ind på den traditionsrige sports trone.
»Det er jo den kandidat, vi har stemt på og støttet, så ja ... Vi er selvfølgelig tilfredse«, siger Jesper Møller om den mangesprogede mand, der i anden og sidste valgrunde fik 115 stemmer, mens sheik Salman al-Khalifa fra Bahrain fik 88, prins Ali fra Jordan havde støtte fra 4, og der stod 0 ud for franske Jérôme Champagne.




























